Eugene McGuinness

Eugene McGuinnes er (heldigivis) en af de fyre, du ikke bare kan kategorisere. Den tidligere halvkejtede singer/songerwriter har nu droppet Beatles-frisuren og det tænksomme udtryk til fordel for tilbagestrøget hår og stilsikre poseringer. Et nyfundet udseende og et lydmæssigt startskud på vejen til poppens centrum, der rummer en nogenlunde lige fordeling mellem 80’er-beats, disco og poleret rock’n’roll. Men mens hans minialbum af en debut, der i 2007 var et stærkt og fuldrealiseret udspil af en dengang 20-årig ukendthed, er helhedsoplevelsen af dette albumudslip dog langt fra ligeså intakt.

McGuinnes har som altid styr på den vittige og skævsindede lyrik, der på rockabilly- og surfhymnen ’Lion’ udmøntes via den opsigtsvækkende åbningslinje »I’m sitting on the ventriloquist’s knee / Allowing his hands somewhere they shouldn’t be«. Andre highlights er de to late night dancefloor-darlings ’Harlequinade’ og ’Shotgun’, der bevidner om, at skiftet til den noget mere hitlistevenlige og modne klang rent faktisk fungerer.

Alligevel er det en skam, hvis Eugene fortsætter med at nedbarbere sine charmerende ujævnheder. ’Japanese Cars’ og særligt ’Sugarplum’ svigter fælt i omkvædet »The wheels on the bus will go round and round«, og er netop et veltilpasset billede på den håndfuld af albummets sange, der aldrig nogle vegne kommer.

Det virker ikke helt som om, at McGuinnes hviler i sit nye genrecentrerede hjørne. Der ligger derfor et lille håb om, at han genvinder den ungdommelige skævhed, der har gjort ham til det spændende musikalske bekendtskab, han nu en gang er.