The Darkness

Som illustreret i diverse mumiefilm er der bare nogle ting, der ikke skal vækkes til live. Det er syv år siden, at puddelrockerne i The Darkness udsendte deres seneste album, og er der nogen grund til give glamrocken endnu en tur i møllen? Desværre, nej.

Præmissen er stadig sex og hård rock i glitrende sammenslutning, men her i en noget gumpetung udgave, der bider fra sig men ikke efterlader mærker. Guitarerne hviner som i de gode gamle dage, og den tilbagevendte frontmand Justin Hawkins skriger sin falset ud for lungers fulde kraft i en sådan grad, at Queen-sammenligningen får lidt for meget hold i sig.

Bandet har altid haft en komisk vinkel, men fremstår mest af alt som virkelighedens Spinal Tap. Her er masser af storslåede arrangementer, gigantiske kor og så videre, men det tordner uden indhold, da det hele flyder sammen til 40 minutter med guitarlir og falsetsang, uden at nogen af sangene rigtigt sætter sig fast. Kompositionerne kommer til at virke som show-offs eller i det mindste bare som en Monty Python-værdig hyldest til en svunden tid.

Med det heavy metal-buldrende Radiohead-cover af ’Street Spirit (Fade Out)’ trækkes grænsen mellem morsomt karikeret rockmytologi og musikalsk blasfemi, og det er måske her, at bandet hører hjemme. For det er faktisk fedt at lytte til The Darkness i små mængder for at få dækket et eller andet urbehov efter guitarens pompøse kraft, men ud over det burde de nok krybe tilbage til de rockkatakomber, de er blevet genoplivet fra.