The Very Best

At blive forskånet klichéklæbrige tekster er en af fordelene ved at lytte til en vokal på et sprog, man ikke forstår. Ligesom på bandets debut ’Warm Heart of Africa’ synger forsanger Esau Mwamwaya her ofte på det malawiske sprog chichewa såvel som på swahili og portugisisk, ingen af hvilke undertegnede kan prale af kendskab til. Ud fra de engelske brudstykker der også figurerer på albummet tyder det dog på, at lyrikken ikke er, hvad The Very Best mestrer.

Derimod har gruppen, der foruden Mwamwaya består af producerne Etienne Tron og Johan Karlberg, et godt tag på global pop. Til forskel fra debuten er det ikke længere Afrikas varme hjerte, der dunker højest, men snarere Vestens stenhårde underliv. Åbningsnummeret ’Adani’ overrasker positivt med sine hidsige næsten Prodigy-lignende synths, der dog til slut bliver blødt op af highlife-guitar og marimba. Endnu mere klubklart og dance-stramt bliver det på de fængende ’Yoshua Alikuti’ og ’Rudeboy’, der, hvis verden opererede retfærdigt, ville blive hits på linje med Lady Gaga og Rihannas verdensplagere.

Når den fremtrædende dance-indflydelse glipper, resulterer det desværre i autotunede og åndsforladte mareridt som ’Rumbae’. Med de mere hårdtpumpede beats og koldere synths kan man til tider savne debutens højere temperaturer, men heldigvis indtræffer ’Kondaine’, med legetøjskeyboard og olietrommer som skræddersyet til sommeren.