Two Door Cinema Club

Hvis Two Door Cinema Clubs to år gamle debut var et overgearet dampbarn med flair for finurligheder, er efterfølgeren nu et noget mere skolet og strømlinet, øh, overgearet dampbarn.

Oven på den konklusion bringes hermed en efterlysning. En efterlysning af alt det sjove, det kompromisløse og det vanvittige, vi før har hørt fra de tre briter. For det er svært ikke at blive ramt af et deja-vu af middelmådighed, som albummet skrider frem. Fornemmelsen af at sidde i ét uendeligt groove af skrigende guitar-riff, dansende baslinjer og evige discotrommer er ikke en alsidig oplevelse. Faktisk en smule anstrengende.

Læs anmeldelse: Two Door Cinema Club ‘Tourist History’

Så er det godt, at de tre briter endnu ikke har mistet deres flair for lyttervenlige melodier. For gennem de blot 41 minutter indierock-på-speed præsenteres der et alligevel overdådigt arsenal af simple, men utroligt velskrevne omkvæd, broer og c-stykker, som bør få selv den mest generte dreng ud på dansegulvet. I det mindste bare for at kunne brøle med.

Sange som ’Next Year’, ’Sleep Alone’ og den frække, funky horninficerede ’Sun’ er alle ambassadører for god dansabel rock. Desværre holdes niveaet ikke hele vejen igennem, og når kreativiteten mister pusten, virker det som om, at det eneste modtræk fra bandets side er at skrue tempoet ekstra meget i vejret, skrue ekstra op for guitaren, og ellers banke af sted på hi-hatten. Det er sjovt, det er vellydende, men bare ikke så skide spændende i længden.