L.O.C.

L.O.C. sidder ikke bare på tronen inden for dansk rapmusik men står også bag noget af de senere års bedst sælgende populærmusik inden for landets grænser. Derfor er det så meget mere imponerende, hvor kompromisløst og tilsyneladende hudløst ærligt den lyriske tematik er på i hvert fald første halvdel af hans nyeste udspil. Paranoiaen, hadet og det moralske fordærv – kort sagt den kulsorte bagside af berømmelsens medalje – driver ned ad indersiden af kraniet.

Smadrede beats, sylespidse guitarriff og buldrende bas lægger grundsporet for en vrængende L.O.C. på den omkvædsløse stress-bombe ’Præludium’. Herefter overtager ’Ærlig’, som på meget nøgtern og afdæmpet vis giver et fuldstændigt selvudleverende indblik i, hvor let det er at lade sig friste af lette kvinder, og hvor dårlig smagen i munden efterfølgende er, når man lyver sin elskede lige op i ansigtet. På pladens første halvdel bliver dysterheden kun brudt op af ’Helt min egen’, der med sit skæve beat og lækre Barbara Moleko-omkvæd sagtens kunne blive en ny fanfavorit.

Læs anmeldelse: L.O.C. ‘Prestige, Paranoia, Persona Vol.2’

Desværre går det galt i det øjeblik, L.O.C. i selskab med sine gamle Aarhus-homies Johnson og U$O på ’Ekstravagant’ forsøger at overbevise verden om, hvor meget de er på toppen af deres game. Her ryger troværdigheden, og det ellers så interessante indblik i en mørk, twistet hjerne går tabt i et akkompagnement af små-cheesy guitarklimpren. Et par numre senere går der så nærmest rent Nik & Jay i den på ’Ode til kvinde Pt. 2’, og det er en skam, at disse to numre ikke er holdt ude af det ellers foruroligende univers.