The Rumour Said Fire

Det må have været næsten umuligt at vælge singler. Der er nemlig fyldt med bundsolide numre fra første strofe til sidste guitaranstrøg på danskernes andet album, hvor maestro Jesper Lidang blotter sit blødende pophjerte og denne gang fokuserer musikken omkring de sortrandede, britiske 80’ere. Dengang The Cure var konger og Cocteau Twins udforskede natten.

Lidang er i den grad modnet som sangskriver, og åbningstrioen er en himmelsk omgang: ’Destroyer’ med buldrende trommer, stjerne-synths og skærende guitarer og ’Voyager’ som fire minutter i melodisk drømmeland, mens den insisterende ’Moon Stream’ galoperer smukt af sted på gruppens samspil. Alle med øjeblikkeligt klæbende omkvæd, der binder sammen på de små kompositoriske krumspring.

Den mørkladne popdisciplin er en linedans. For vi befinder os lige dér, hvor den poppede guitarrock er lystig, men stemningen dyster. Hvor depressionen trænger på, men det opløftende lurer under overfladen. Her snubles der ikke på rebet.

Læs anmeldelse: The Rumour Said Fire ‘The Arrogant’

»I’ve been waiting to feel down« synger Lidang indfølt på den dreampoppede, tempofyldte og næsten glade ‘The Oracle’. Man får lyst til at danse for at undslippe elendigheden. Og til at skråle med, fordi det er umuligt at lade være.

Undervejs luftes twang-guitaren på den luftige og David Lynch-klingende ’Séance’, Robert Smith hyldes latent på ’Beneath the Waves’, og små spoken-word-stykker fylder baggrunden uden at forfalde til det højpandede. Det hele flyder sammen, og bliver i sidste ende et gennemført og gennemmelodiøst album med Lidangs klare vision som tapet.

Nogen kan måske klandre pladen for at mangle originalitet, men når alt kommer til alt, må og skal der sendes en stående ovation mod den eminente sangskrivning. For er det i sidste ende ikke det, musik handler om?

The Rumour Said Fire. 'Dead Ends'. Album. A:larm.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af