Nephew

Man føler sig ikke just overvældet, når man lytter til Nephews femte album. Gruppens musik har i hvert fald ikke ændret sig stort siden det kommercielle gennembrud med ’USADSB’ i 2004 og synes stadig forankret i 80’ernes storladne rockudkrængninger, alt imens tekstuniverset nok en gang er centreret omkring forsanger Simon Kvamms velkendte, fragmentariske fortælleform.

Hør bare titelnummeret som omkranses af en vældig lydmur bestående af dundrende trommer og monumental synth, mens Kvamm brudstykkeagtigt skildrer et menneskes følelsesmæssige forfald et sted tæt ved Vesterhavet. Og ja, sådan fortsætter det ellers albummet igennem, hvor bandet med vekslende succes forsøger at hudflette tilværelsens triste skæbner og hverdagens tomgang.

Læs anmeldelse: Nephew ‘Danmark Denmark’

Bevares, der er da fine sange undervejs. Tag bare den kækt rockende ’Klokken 25’, som sarkastisk beskriver kærlighedens uforudsigelighed, eller den yndefulde ballade ’Tak du’, der med enkle, musikalske virkemidler fortæller historien om et dybtfølt savn.
Men overordnet set er det som om, Simon Kvamm og co.’s hårdnakkede insisteren på at skabe pompøs stadionrock ofte ender med at underminere bandets ellers udmærkede, lyriske intentioner. Og det er lidt en skam, når nu de så gerne vil bringe en meningsfuld dimension ind i deres sangmateriale.

’Hjertestarter’ er dybest set blot lyden af et band, der gør det, de er bedst til. Men i denne omgang formår Nephew ganske enkelt ikke at skrive lige så mindeværdige sange som tidligere, og det gør desværre albummet til et noget middelmådigt bekendtskab.