Scott Walker

Man bliver ikke ligefrem strøget med hårene, når man lytter til den amerikanske kultsanger Scott Walkers 14. album. Faktisk er det sjældent, at man overhovedet støder på noget, der bare kunne minde en smule om gængs sangskrivning. Men at skrive popsange interesserer heller ikke på nogen måde Walker, som i stedet vælger at dykke dybere ned i sit eget særegne, musikalske univers, der mest af alt minder om en besynderlig form for moderne kompositionsmusik.

Så ja, ’Bish Bosch’ er bestemt ikke et nemt album at lægge ører til, men omvendt er det svært ikke at blive suget ind i albummets dystre og nærmest angstfremkaldende lydside. Især fordi Walkers kompositioner rummer en helt igennem enorm detaljerigdom, som aldrig rigtigt ophører med at åbenbare nye facetter og fortolkningsmuligheder.

Læs anmeldelse: Scott Walker ‘The Drift’

Hør bare albummets anden skæring, ’Corps De Blah’, som går fra at være en slags bizar heavyrock for så at detonere i et sandt inferno af skurende og disharmoniske strygere. Eller dyrk det 21 minutter lange lydepos, ’SDSS1416+13B (Zercon, A Flagpole Sitter)’, hvor det ene rædselsbefængte, musikalske motiv efter det andet leverer uheldsvanger underlægningsmusik til dommedagsagtige fortællinger om mytiske figurer og menneskelig betændthed.

Og sådan kunne man blive ved. For musikken på ’Bish Bosch’ er og bliver en udefinerbar størrelse. Men at der gemmer sig en unik, kunstnerisk vision på albummet, kan der ikke herske tvivl om. Ja, man kunne sågar hævde, at Scott Walkerhar begået et af karrierens bedste album. Og det må siges at være lidt af en bedrift.