Shout Out Louds
Enhver reaktion har en modreaktion. Oven på ‘Work’s knastørre og nedskrællede less-is-more-lyd, hvor The Shins- og Band of Horses-produceren Phil Ek holdt Shout Out Louds i stramme, dogmatiske tøjler, har de stockholmske indierockere produceret deres fjerde langspiller selv. Mottoet ’why work when you can dance?’ kunne sagtens have haft en prominent plads, indrammet på væggen i studiet, som reference både til ‘Work’ og til ‘Optica’s friskudklækkede sound.
Udover at være et throwback til det ornamenterede lydbillede, bandet dyrkede tidligere på ‘Our Ill Wills’, er dette nemlig også deres hidtil mest poppede udspil. Åbningsnummerets titel, ‘Sugar’, indrammer albummet ret fint, som et studie i lette, sødmefulde candyfloss-popmelodier og rapfodet 80’er-agtig menthol-melankoli i lyseblå pasteller. De fire svenskere er ofte blevet holdt op mod The Cure i Robert Smiths lyseste sindsøjeblikke, hvilket stadig er en delvist valid sammenligning, men cocktailen er denne gang mere champagneboblende new romantic end postpunk.
Læs anmeldelse: Chout Out Louds ‘Work’
Albummet rummer mange højdepunkter, men standout-nummeret er afgjort ‘Glasgow’, der i den fordrukne/forelskede pingpong mellem Adam Olenius’ nonchalante, halvsløsede baranekdoter og Bebban Stenborgs tummelumske, gøge-kukkende ad libs lyder som forår, sommerfugle i maven og kærligt hormonbrus i blodet: Helt fantastisk.
‘Optica’ er et solidt poprockalbum, som bærer sine få skavanker med rank ryg: Undertiden bliver de produktionsmæssige fiksfakserier lidt for meget, og andre gange drukner de finere nuancer i gruppens sangskrivning i et enøjet fokus på letfordøjelige, kandiserede hooks. Og så føles albummet generelt bare lidt vel langt – det instrumentale coda, der følger førnævnte ‘Glasgow’ er det bedste eksempel på helt undværligt flæsk.