Unknown Mortal Orchestra

Allerede i den første strofe signalerer Unknown Mortal Orchestra, at der er sket en forandring. »Isolation can put a gun in your hand«, synger ophavsmanden Ruban Nielson i sin overdubbede, sælsomt muntre vokal. Siden debuten er newzealænderens tekstunivers mørknet.

De naive, charmerende fortællinger om eksploderende Cheetos-chips, smilende alligatorer og små blå huse, der appellerede til tumlinger som tågehoveder, er i udtalt grad erstattet af referencer til ensomhed og udmattelse. Som ’From the Sun’ og ’Swim and Sleep (Like a Shark)’ bevidner, virker kombinationen af dystre tekster og drømmende melodier.

Nelson nærer stadig en forkærlighed for 60’ernes og 70’ernes psychedelia og rock, men i modsætning til mange af genrefællerne forfordeler U.M.O. ikke guitaren på bekostning af bas og trommer. Tværtimod sætter tracks som de simple, men vellykkede ’So Good At Being In Trouble’ og ’Secret Xtians’ tørre, hiphop-inspirerede beats og bollefede basgange i forgrunden.

Guitarentusiaster har dog ingen grund til at føle sig forbigået af albummet, der indeholder masser af effekter og lir. Savner man wah-wah i hverdagen, er det bare at afspille ’One At a Time’, og ’From the Sun’ og ’Monki’ byder på lange, sumpede soli.

Lytter man til ’II’ får man let tanken, at det må være næsten fysisk umuligt for Nielson ikke at skrive en fængende melodi. Helt så ferm er han desværre ikke til at skabe afvekslende kompositioner, idet en del tracks går i tomgang efter et par minutter, hvilket efterlader indtrykket, at Nielson til tider løber tør for ideer. Måske forklarer det fade-out-slutningerne på over halvdelen af albummets numre.