Christopher Owens – blodfattig på egen hånd

Lad det være sagt med det samme: Lørdag aftens koncert med Christopher Owens på Jazzhouse var en særpræget oplevelse. Lidt forsinket entrerede en nydelig og velsoigneret Owens scenen sammen med sit band uden rigtigt at gengælde den varme velkomst fra den udsolgte sal. I stedet for at sige pænt goddag gik de i stedet i gang med at opføre Owens solodebut ’Lysandre’ i noget nær fuld længde.

Det lød som sådan ganske glimrende, og især den distingverede gentleman på saxofon/tværfløjte var en oplevelse, der klædte det classy spillested, ligesom de to korpiger også gav Owens’ luftige, californiske 60’er-pop et løft.

Læs anmeldelse: Christopher Owens ‘Lysandre’

På plade er Owens solo en mere afdæmpet fornøjelse end den intense desperation, der prægede hedengangne Girls, når de var bedst. I glimt kom der lidt mere på spil, når vi fik versioner af de stærkeste numre på pladen, ’A Broken Heart’ og ’Love Is in the Ear of the Listener, men generelt virkede Owens blodfattig og langt mindre karismatisk, end man kunne have håbet på.

Efter den halve time med ’Lysandre’ forlod bandet scenen for dernæst at vende tilbage med et andet set. Her håbede den naive koncertgænger måske på et enkelt Girls-nummer eller to, men i stedet fik vi en god håndfuld dygtigt eksekverede, men ikke synderligt inspirerede 60’er-covers af kunstnere som Simon & Garfunkel og Bob Dylan. En sympatisk og velspillet optræden med en desværre fatal mangel på nerve og rød tråd.