Woodkid

Måske er du allerede bekendt med den visuelt virtuose Woodkids produktioner uden at vide det. I hvert fald hvis du er en af de mange hundrede millioner Youtube-brugere, der har labbet ekstravagante musikvideoer i dig som Lana Del Reys ‘Born to Die’ og Katy Perrys ‘Teenage Dream’ – for bare at nævne nogle få.

Med sit debutalbum har multikunstneren Yoann Lemoine tilføjet endnu et emblem til sin kreative portefølje og skabt et skræmmende helstøbt og emotionelt værk, der nærer sig i det subtile spændingsfelt mellem visuel kunst og moderne symfonisk pop med en nærmest eventyragtig lyd som resultat.

Læs også: Se Woodkids episke video til ‘I Love You’

Og Lemoine er en sand historiefortæller i alt, hvad han gør. Der bliver ikke slået mange klaverakkorder an i det åbnende titelnummer, inden de sceniske kompositioner i Woodkids klang pirrer nysgerrigheden for herefter at tryllebinde med sin fyldige klassiske instrumentering i ’Run Boy Run’. Og det fortsætter albummet igennem, hvor violiner, fløjter og pauker placerer dig i et hypersanseligt parallelunivers i hovedet på en figur, der kæmper med mentale dæmoner og splittelsen mellem det gode og onde.

Læs også: Woodkid og 14 andre friske navne Roskilde bør booke

De mange stemningsbetonede lag og skift er ikke altid lige glatte, men kan man abstrahere fra den til tider svære balancegang mellem de dominerende lydbilleder og Lemoines ærlige vokal, der i sine mest skrøbelige momenter lyder som det dirrende unikum Antony Hegarty, er ’The Golden Age’ et sjældent hørt, personligt og yderst vedkommende album, der skaber en vis form for ærefrygt over for Woodkids talent, der synes grænseløst.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Woodkid. 'The Golden Age'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af