Chance the Rapper

Det var meningen, at Kanyes fjerde album skulle hedde ‘Good Ass Job’. Det blev aldrig til noget, og rapstjernen lavede ‘808s & Heartbreak’ i stedet. Nu starter Chance the Rapper, Chicagos nye store håb, sit mixtape med nummeret ‘Good Ass Intro’.

Og det er som om, at det unge raptalent har sat sig for at skabe det album, Kanye aldrig fik lavet: Som på forbilledets første plader er her tydelig inspiration fra Native Tongues-bevægelsen (Chance rapper over beats fra Dilla-gruppen Slum Village, De La Soul og A Tribe Called Quest), personlig åbenhed og frem for alt selvtillid nok til en hær.

Læs også: Guide: Native Tongues og seks andre legendariske New York-crews

Selvtillid må man også have for at blive rapper med dén stemme. Chances vokal placerer sig i samme skingre luftlag som Danny Brown eller en helium-version af Lil Wayne, men Chicago-rapperen gør en umiddelbar svaghed til sin styrke. Han efterligner R. Kellys ‘The World’s Greatest’, bræger ’na-na-na’ som et gospelkor bestående af hamstere og opfører sig i det hele taget som om, han har den engleskønneste stemme på planeten.

Hvis det kræver selvtillid at blive rapper, må det, Chance gør, kræve et ego i Kanye’ske dimensioner. Efter en første forbløffelse bliver man dog hurtig fascineret af hans kreativt-hyperaktive stemmebrug.

Chicago har det seneste år mest gjort opmærksom på sig selv ved en ekstremt høj mordrate og ekstremt morderisk musik. Chances position i Chicago ligner Kendrick Lamars i Compton: Han beskriver livet i byen fra et personligt perspektiv. Det virker som om, den endimensionelle rappers tid er ovre.