Håkan Hellström

Den ungdomsnostalgiske længsel har altid luret hos den göteborgensiske matroshelt og evigt hjerte/smerte-ramte Håkan Hellström. Men ud fra titlen på svenskerens syvende på 13 år lader det til, at den nu 39-årige darling ikke har tænkt sig at spille det middelaldrende tilværelseskort.

»Jag tänker aldrig dö mig. Det kommer aldrig va över för mig«, skråler Håkan på titelnummeret, som i al dens forårsopløftende og stadionegnede fællesskabseufori minder heftigt om diverse The Killers- og U2-refræner. Følelserne er spændt ud i den helt store skala og kolliderer med vanlig overrumplende intensitet med lytteren.

Læs anmeldelse: Håkan Hellström ‘Två Steg Från Paradise’

Men Håkan kan mere end at synge om den evigt ungdommelige kærlighed, der brænder indeni ham – han skaber umiddelbare og ligefremme popmelodier, og dette album frembyder en flot spændvidde mellem uptempo fællessangsbaskere og sjæludkrængende ballader: Fra den folkevisetindrende ’Valborg’ til emo-esque linjer såsom »tag min uskyld mellem gravstenene« på ’Street Hustle’ (en Lou Reed-ode?) og det højtragende 80’er-synthede melodispor på ’Pistol’.

Håkan er stadig en rødmeblussende lommepoet, der skifter mellem med genert nedadvendt blik at stå og skrabe til jorden med foden og med kejtet gadedrengekådhed at skråle af sine lungers fulde kraft. Det er så langt fra slut – hvilket teksten på den smukt violinbårne og obligatoriske afslutningsballade til den tilbagevendte Eva, ’Det tog så lång tid att bli ung’, vidner om: »Vi kommer aldrig va nya igen / men aldrig bli gamla heller, Eva«. Så kan det vist ikke formuleres meget mere præcist.