Depeche Mode – professionelt klimaks

Torsdag aften i Parken havde alt det tirsdag aftens landskamp (vi tabte 0-4) på samme stadion manglede: Glade og fadølsfulde familiefædre i ens trøjer, der krammende sang triumferende fællessang.

Depeche Mode holdt sig til den faste sætliste fra turneen, men den indeholdt så heldigvis den noget nær perfekte kombination af klassikere og nyt materiale.  Efter to numre fra den nye plade ’Delta Machine’ fik Dave Gahan for alvor publikum op af sæderne med et stærkt trekløver i form af ’Walking In My Shoes’, ’Precious’ og ’Black Celebration’, der demonstrerede bandets fornemme evne til at oversætte intense og atmosfæriske numre til decideret fede stadionøjeblikke med rave-tendenser.

Læs også: Guide: Depeche Modes 10 vigtigste numre

En glad og smilende Martin Gore fik et par sange ved mikrofonen og høstede stort bifald, men der var ingen tvivl om, at det var Gahan, der styrede showet. Med bar mave i glimmervesten og et 80’er-køligt blik i øjnene, når han dansede eller kærtegnede mikrofonstativet, fandt han en fin balance mellem cool arrogance og leflen for de mange die hard-fans, der var til stede.

’Soothe My Soul’ og en fantastiske version af ’Personal Jesus’ var højdepunkter i det ordinære sæt, mens stemningen for alvor eksploderede under ekstranumrene, hvoraf i sær den allersidste melankolske hymne, ’Never Let Me Down Again’ var alle pengene værd. Der var en smule dødvande undervejs, og man slap aldrig følelsen af at alting var timet og tilrettelagt, men de dunkle synth-konger leverede et fornøjeligt, professionelt klimaks.