These New Puritans

Det er bestemt ikke let at finde hoved og hale i These New Puritans og deres tredje album. På den ene side hører man fortsat et ungt, ambitiøst postpunk-band med enorm musikalsk spændvidde, som indædt insisterer på at forkaste rockens formsprog. Men på den anden side er det som om, disse engelske normbrydere undervejs farer uvilkårligt vild i albummets snirklede artrock-sange, som undertiden fremstår decideret prætentiøse.

Og det er egentlig synd, for albummet er på mange måder en ret så interessant udgivelse, som langt hen ad vejen formår at bygge videre på udtrykket fra gruppens forrige plader. Men hvor ‘Hidden’ var et hidsigt, rytmisk hårdtslående bekendtskab, er ‘Field of Reeds’ et langt mere stilfærdigt albumudspil, som delvist gør op med traditionel rocksangskrivning for i stedet at dyrke et mere udefinerbart udtryk.

Læs anmeldelse: These New Puritans ‘Hidden’

Flere af albummets numre kan ret beset ikke betegnes som egentlige sange, men minder snarere om langstrakte, lydlige meditationer, som trækker stærke veksler på moderne kompositionsmusik. Men også jazzen har gjort sit indtog, hvilket især er hørbart på albummets sidste halvdel, hvor sangene antager karakter af rene improvisationer, som ubesværet flyder derudaf uden så meget som at skele til gængse konventioner.

Det nu ændrer nu ikke afgørende ved, at albummet er og bliver en rodebutik. Bevares, ambitionsniveauet fejler bestemt ikke noget, men i denne omgang formår These New Puritans ganske enkelt ikke at omsætte deres mangeartede indflydelser til et mindeværdigt udtryk, og det gør desværre albummet til et noget middelmådigt bekendtskab.