Zomby

Der hænger fortsat tunge, mørke skyer overalt i Zombys univers. Siden ‘Dedication’ fra 2011 har mørket kun vokset sig endnu mere omfattende og er nu næsten klaustrofobisk. Opskriften er dog den samme: Masser af små skæringer flyder ind og ud af fokus og når sjældent mere end kort at introducere sig selv, inden Zomby trækker stikket.

Første halvdel af dobbeltalbummet er både djævelsk og dystopisk. Zomby trækker en håndfuld genrer fra jungle til 90’ernes r’n’b-klassikere gennem sit arsenal af elektronik, hvor temperaturen falder adskillige grader. »It’s time to get fucking mental«, erklærer et cockney-engelsk sample på ‘It’s Time,’ men ‘With Love’ er netop ikke nogen hedonistisk frigørelse. I stedet er albummet indsvøbt i dystert paranoia, der jagter dig på ‘Overdose’ og forfører dig på ‘Horrid’.

Læs anmeldelse: Zomby ‘Dedication’

Anden halvdel vender blikket indad og skruer tempoet ned. Hvis første halvdel var en ud-af-kroppen bytur, er denne side efterfesten, selvransagelsen, tvivlen og tungsindet. Albumforløberen ‘Soliloquy’ viser Zomby når han er mest bombastisk, mens ‘How to Ascend’ stadig runger efter gårsdagens fest.

Når Zomby er bedst, kan han som få andre sammensætte mættede stemningsbilleder, der er dystre uden at blive ren pastiche. ‘With Love’ har dog ikke flere gode numre end ‘Dedication,’ hvilket bliver et problem, når førstnævnte har dobbelt så mange kandidater. Der mangler derfor mere saft og kraft , hvis denne version af Zomby skal klare sig gennem 70 minutter. Han har uden tvivl fundet et format, der passer hans utilregnelige karakter, men det helt store album har han stadig til gode.