Editors

En god tommelfingerregel lyder: Hvis dit materiale stadig er i udviklingsstadiet, så placér dine bedste sange i begyndelsen af en udgivelse. At anvende denne præmis for et så etableret navn som Editors kan synes paradoksalt, men man kunne ønske, at den var implementeret på kvartettens fjerde album. For bandet har svært ved at finde et personligt ståsted og ender ofte med at vandre anonymt ad stier, som allerede er betrådt.

Således lider både ’Sugar’, ’Hyena’ og ’A Ton of Love’ under, at de lyder som numre, Interpol og Echo & the Bunnymen kunne have lavet, blot bedre. Det bliver et forstyrrende fokus, der præger første halvdel af albummet, hvor ingen numre bider sig fast til trods for det energiske output.

Læs anmeldelse: Editors ‘In This Light and on This Evening’

’Nothing’ skiller sig ud fra den postpunkede pærevælling med et patosladet strygerarrangement, der side om side med den neddæmpede, akustiske stemning i ’The Phone Book’ viser, at Editors kan andet end at lyde som forbillederne. Ligesom ’Formaldehyde’, hvor Tom Smith synger i et højere toneleje end sin sædvanlige barytonvokal, klædeligt indikerer mere personlighed.

Det er en skam, at Editors har placeret albummets bedste materiale til sidst, når første halvdel står svagest og kunne have nydt godt af en redigering til at bringe den personlighed frem, bandet trods alt også fremviser. »Don’t you want me to stay?«, spørger Tom Smith i ’Honesty’, men svaret er desværre nej. Dertil overskygger anonymiteten i for høj grad helhedsindtrykket.