John Legend – den almindelige soulmand

John Legend – den almindelige soulmand
Foto: Tom Spray

Modsat mange af de senere års nye r’n’b- og soul-navne lader John Legend ikke til at opleve mange kontroverser eller depressive tendenser. Ederne og de eksplicitte fraser udelades, mens de klassiske genredyder og den musikalske dygtighed sidder i højsædet. I sidste måned udtalte Legend sågar, at han ville ønske, at han var mere emotionelt martret så han fremstod mere interessant som kunstner. Selv om kant måske ikke er det den 34-årige sanger har mest af, fik han alligevel vist de mindre milde sider af sig selv til et udsolgt Store Vega.

Den i originalversionen ellers lidt jævne ’Who Did That To You?’ fra ’Django Unchained’-soundtracket fik et indskud styrke, mens især trommeslager Rasheed Williams stod for at omdanne ’Green Light’ fra lunken disco til regulært funk-angreb. Den vakkelvorne rytme på ’Alright’ gled over i en overflødig bid af Parliaments ’I’ve Been Watching You (Move Your Sexy Body)’, men andre af Legends finjusteringer, så som re-arrangementet af andet vers på ’Number One’, fungerede bedre.

Af sangerens eget materiale fyldte debuten mest, men publikum fik også fire numre fra ’Once Again’-albummet, heriblandt den jazzede ’Again’, hvis bølgende udvikling gav en snert af tøjlesløshed. Og så var der selvfølgelig ’Slow Dance’, en sensuel show-stopper i mere end én forstand. Har man før oplevet Legend live kom det ikke som en overraskelse, at han hev et kvindeligt publikumsmedlem op på scenen og dansede tæt med hende. Efterhånden er det blevet et standardelement i Legends liveshows, og det ville måske have føltes slidt, hvis selve nummeret ikke var så satans smægtende.

Det egentlige trumfkort kom dog først da Oh Land, som Legend har skrevet musik med, trådte ind på scenen og de sammen fremførte en spartansk duet-version af sangerindens ’White Nights’. Efter det lette, kvidrende akkompagnement Legend leverede på klaver valgte han, som en erfaren performer, at gå til noget mere solidt og sexet, nemlig den gospel-influerede ’I Can Change’, der endte med en effektivt teatralsk indføjelse af The Beatles’ ’I Want You (She’s So Heavy)’.

Desværre kunne man ikke helt slippe for sangerens hyggeonkel-side. ’Everybody Knows’ blev ikke mindre vamset af bongotrommerne, mens det nye nummer ’All Of Me’ fandt Legend i kedeligt ballade-mode. Heldigvis gjorde andre nye numre bedre indtryk, så som ’The Beginning’, en afdæmpet, stemningsfuld, næsten Sade-lignende sang, og ’Who Do We Think We Are’, der med sit magelige tempo, phaser-guitar og vindharpe fik overdådighed til at lyde yderst tilbagelænet.

Legend imponerede dog også i mere nedbarberede stunder. Alene ved flygelet fortolkede sangeren Simon and Garfunkels ’Bridge Over Troubled Water’ med en gåsehudsfremkaldende vokal, der fastslog hvad Legend havde bevist hele aftenen igennem – at han er en af de sidste sangere der har brug for studie-fiflen med stemmelejet. Selv om Legend personlighedsmæssigt måske er mere nær de ’almindelige mennesker’ han sang om i den holdbare ’Ordinary People’ fik han i Vega vist, at hans musikalske talent bestemt ikke er gennemsnitligt.

Koncert. Store Vega.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af