Laura Veirs

Gæstelisten på 39-årige Laura Veirs’ niende album siger en del om den status, hun har fået oparbejdet gennem årene: k.d. lang, Neko Case og diverse medlemmer af My Morning Jacket og The Decemberists.

På ’Warp & Weft’ kombinerer Veirs sin delikate folkpop med orkestrale arrangementer (der minder om landsmanden Andrew Bird) og americana-baseret rock’n’roll. Det er den elektriske guitars ruskende motiver – snarere end den akustiskes sirlige figurer – der farver stemningen på de fleste af disse sange, der lyrisk er velkendt terræn for Veirs: Som altid investerer hun sine tekster med et omfattende reservoir af metaforer hentet fra biologien og geologien.

Veirs’ velfriserede stemme er måske hendes hæmsko: Hendes blidt nøgterne fraseringer er mere pæne end egentligt personlige, og derfor er det kun passende, at den elektrificerede backing kan ruske lidt op i vokalens balsamiske effekt.

Læs anmeldelse: Laura Veirs ‘July Flame’

’Sun Song’ (med Case på backingvokal) åbner albummet på glimrende vis med en banjo- og strygerbåret melodi, der føles som en liflig brise. Højdepunkter er desuden den urovækkende moderskabs-hymne ’Dorothy of the Island’, der kulminerer i et befriende brus af et guitarbåret mellemstykke, det gribende Hiroshima-memorandum ’Sadako Folding Cranes’ og den frenetiske guitarsalve ’That Alice’, en slags mini-biografi over Alice Coltrane.

Veirs rammer måske ikke et forslået intensitetsniveau som på ’Carbon Glacier’ fra 2004, men til gengæld serverer hun mere strunke og medrivende sange, hvor det milde får fornemt modspil af det krasbørstige. De mere komplekse (elektriske) arrangementer får hendes sangskrivning til at slå dybere rødder end nogensinde.