Travis

»Lever de endnu?« Således var min første reaktion, da jeg fik Travis’ nye album i hånden. Faktum er, at kvartetten, som hittede omkring årtusindeskiftet med ‘Why Does It Always Rain On Me?’ og ‘Sing’ har levet en tilværelse i anonymitetens skygge i takt med, at Coldplay satte turbo på den akustiske britrock og gav Travis baghjul.

Det bliver ikke dette album, som ændrer den situation. Travis vil for alt i verden ikke træde nogen over tæerne, hvilket resulterer i et ferskt lydbillede og en samling sange, der ikke gør meget væsen af sig.

‘Mother’, ‘Moving’, ‘The Big Screen’, ‘Reminder’ og titelnummeret trasker anonymt ud af middle-of-the-road-sporet og ud af hukommelsen, ligeså snart de er klinget ud.

Som det er comme il faut indenfor genren rammer Fran Healy falsetten flere gange. Dybt forudsigeligt, og det bliver ikke bedre af pladderromantiske lavpunkter som »I will be right by where you stand« og »I saw you with another guy / holding hands / kissing / eye to eye«.

Ret skal være ret, og enkelte steder viser det skotske firkløver en lyst til at slå automatpiloten fra. ‘New Shoes’ divergerer fra resten af pærevællingen med en nærmest triphoppet stemning, ligesom ‘On My Wall’ får point for sit energiske udtryk.

Konklusionen forbliver dog, at Travis befinder sig i en tidslomme og tager alt for få chancer. »In the end it’s all the same« synger Healy i åbningsnummeret. Spørgsmålet er om der stadig er et publikum derude, som vil lægge ører til de banale og middelmådige udskejelser.