Daedelus

Man skal ikke lade sig narre af den victorianske beklædning og det fjollede udtryk. L.A.-produceren Daedelus kan rent faktisk lave både seriøs og tidsvarende elektronisk musik, hvilket han fastlår med sit 11. album.

Måske er det også på tide. Daedelus er nemlig berygtet for en nærmest hovedkulds produktivitet og udskældt for, at det ,som hans diskografi vinder på i bredden, alt for ofte kompromitterer dybden. Men ’Drown Out’ kan ikke katalogiseres som blot endnu et excentrisk og tæt på tilfældigt lydeksperiment. Det er producerens mest formfuldendte udspil til dato – ifølge eget udsagn endda lavet med afsæt i alvorsfulde temaer som tab og sorg.

Læs anmeldelse: Daedelus ‘Bespoke’

At det gennemarbejdede og tungsindige er i højsædet, høres allerede fra første anslag: ’Flad Fades’ har nedpitchede vokalbidder og skæve synths på en bund så mørk og et beat så drævende, at det får witchhouse til at virke munter. Til sammenligning er førstesinglen ’Paradiddle’ langt mere melodibåren og groovy, men stadig med dunkle, flerlagede flader til at fastholde den tunge tone.

Pladen er dog ikke fri for brister. Daedelus har en eksperimenterende og genrekrydsende tilgang til produktionerne, men når eklekticismen ikke evner at pirre, bliver det enkelte steder mere enerverende end effektfuldt. På ’Tiptoes’ kombineres således kammerkor med kompleks trommeprogrammering og 8-bit-effekter, hvilket er et eksempel på, hvordan det kan lyde, når det gakkede får lidt for meget plads i en ellers afstemt og appetitlig genrecocktail.