Trentemøller
Hør hele albummet HER.
Trentemøller er en kunstner. Hans musik sprænger mediets umiddelbare sanseelement og maler detaljerige billeder, der uforceret dukker op på nethinden. På danskeres tredje album er malerierne drevet af bjergtagende stemninger og masser af kontraster – mellem lys og mørke, elektronisk og analogt, fremdrift og dvælen.
Elektronisk sitren, fjerne korarrangementer og sagte guitar agerer på ’The Dream’ elegant modspil til Lows Mimi Parker, hvis gæstevokal gennemborer som falleret romantisk efterspil, inden en ilter synthesizer på ’Gravity’ afstemmer Jana Hunter fra Lower Dens’ drømmende vokal i et melodisk, halvvejs opløftende rocknummer.
Læs også: Hør Trentemøllers nye album
Albummet strækker sig længere end en time, har syv forskellige vokalister og stritter i et utal af retninger og ideer. Alligevel lyder Trentemøller umiskendeligt som Trentemøller, og ’Morphine’s ulmende ’Twin Peaks’-mystik omringes af den galopperende Suicide-trommemaskine på ’River of Life’ og de dystre ’The Last Resort’-landskaber på ’Come Undone’, hvor Blonde Redheads Kazu Makino synger dommedag ind.
De instrumentale numre indrammer en biologisk urkraft, og mens ’Hazed’ væver sig ind og ud af sindstilstande, starter ’Trails’ som dramatisk actionfilm-soundtrack for undervejs at skifte til et energisk skippende beat, der er som at se en blomst springe ud i fast-forward.
Læs også: Guide: Trentemøllers stærke gæsteliste
Trentemøller leger, men i sin egen baghave, og er ikke bange for at smække Sune Wagner på den bastunge, pumpende ’Deceive’ eller kombinere et forvrænget The Doors-orgel med Moroder-synths på ’Constantinople’, der brager derudaf som et fragttog uden bremser.
’Lost’ syder og sprutter og kommer til live som impulsive penselstrøg, der i øjeblikket lever i deres egen ret, men til sidst åbenbarer et forførende og på afstand smukt, dybdeborende maleri.
Læs et stort forsideinterview med Trentemøller i det nye Soundvenue.