Anna Calvi

Anna Calvi brød igennem lydmuren med sit selvbetitlede debutalbum fra 2010, hvilket ikke er så underligt, eftersom hun er en (demonstrativt) ekspressiv kunstner, der fortjener prædikatet ‘furie’. ‘One Breath’ indeholder samme drama som debuten, og det er ofte svært at skelne mellem udvendig patos og indre nerve, når Calvis vokal skælver, kurrer, sukker og raser.

Fra første øjeblik imiterer Calvi 90’ernes PJ Harvey på ‘Suddenly’, men for straks at lade sig rive med i et buldrende omkvæd, der synes oplagt materiale for Florence and the Machine. Herfra går det over stok og sten – bjergtoppe og dale – med følelserne helt uden på tøjet. Calvi udnytter især en stille/larm-dynamik, når hendes vers katapulteres ind i brede (ofte lydordsbårne) omkvæd. Når der mangler lidt ekstra dynamik, serverer hun forvrængede guitarsoli som på ‘Piece By Piece’, der giver mindelser om St. Vincents vekselvirkning mellem det (sur)søde og det giftigt-bitre på forrige års ‘Strange Mercy’.

Læs anmeldelse: Anna Calvi ‘Anna Calvi’

Modsat en Harvey eller Vincent har Calvi svært ved at rive sig ud af forbilledernes slagskygger og synes mere optaget af at projicere en forestilling om dybde end at skrive vedkommende sange med lyrisk finesse. Hun lever skidt op til slagordet om at være en ‘originator’ frem for en ‘imitator’.

Bevares, der er udmærkede stunder, som førnævnte ‘Suddenly’ og den bastunge og fint afstemte ‘Eliza’, hvor der bygges op til et naturligt klimaks, men herefter taber Calvi albummet på gulvet med en række sange, der aldeles savner sangskrivermæssig tyngde.