Kwes

De fleste vil kende Kwes for sidste års single ‘Bashful’, men selv om den er at finde på debutalbummet, er den langt fra repræsentativ for det samlede lydbillede. Kløgtigt – men sikkert også kommercielt – er den derfor placeret som sidste nummer, langt fra de øvrige. Selv om der kun er ti i alt, forekommer vejen derhen imidlertid lang.

På trods af den dystre stemning går man dog ikke i mørke hele tiden – der er enkelte lyspunkter. Den trefoldige suite, som de indledende numre ‘Purplehands’, ‘36’ og ‘Rollerblades’ udgør, sætter nemlig forventningerne højt og leder tankerne hen på The Invisible og Radiohead. Særligt ‘36’ er vellykket og emmer af britisk melankoli. Herefter løber det dog af sporet med den fragmenterede ‘Cablecar’, der mest af alt minder om et fortænkt forsøg på at forene italo og lo-fi på eksperimentel vis uden at lykkes med nogle af delene.

Læs anmeldelse: Kwes ‘Meantime’

Den iboende asymmetri i Kwes’ musik forenes omvendt bedst på det glitchede intermezzo ‘Hives’, der lyder, som havde man bedt Prefuse 73 om at mikse lydsiderne fra ‘Dancer in the Dark’ og’ Lost in Translation’ sammen.

Der er i det hele taget noget filmisk og sfærisk over Kwes’ kompositioner, hvilket den massive understrøm af droner også bevidner. Samme droner bliver imidlertid opslidende i det lange løb, og man efterlades som lytter med samme fornemmelse som efter en mislykket powernap: Tung i hovedet, og om muligt endnu mere træt end da man lagde sig.