Laurel Halo

‘Chance of Rain’ er prydet af et cover, hvor en række tegnede figurer er placeret enten helt eller halvvejs nede i åbne grave. Så er tonen slået an. Der hersker en grundlæggende alvor og asketisk stringens over udtrykket.

Laurel Halo foretager med sit andet album lidt af et hamskifte. Ligesom på sidste års glimrende debut ‘Quarantine’ kombinerer hun elementer fra techno, ambient og synthpop med fokus på synthesizere, trommemaskiner og samples, men hun har nu skåret ned på de organiske elementer: Klaver, violin og elektrisk guitar.

Læs anmeldelse: Laurel Halo ‘Quarentine’

Den mest vidtgående ændring er dog uden tvivl, at dette er et instrumentalalbum. Der er kun enkelte ordløse og usammenhængende sungne fraser, der klæber som vokale snegleslimspor til trommehinden, men ikke efterlader sig egentlige spor.

De centrale skæringer tager sig god tid. Det bedste eksempel er den fremragende otte minutter lange ‘Oneiroi’, der tager udgangspunkt i et iørefaldende grundspor, som takket være den gradvise tilføjelse af detaljer (ikke mindst nogle inspirerede trommemaskine-effekter) fører nummeret nye steder hen.

Halo er i det hele taget dygtig til at kombinere det intrikate med det bredt udfoldede og det episke med det intime: Titelnummerets trommelyde og klaveranslagene får karakter af efterårsregn, der rammer et bliktag.

Albummet vidner om en kunstnerisk grænseløshed, der matches af stor disciplin. Det kræver fordybelse for at være vedkommende, men giver man det tid, er udbyttet potentielt uudtømmeligt.