Of Montreal

Of Montreal har spyttet album ud siden 1997, men det kan ingenlunde høres på nærværende skive, der besidder en friskhed, overskud og let’s-show-them-attitude, som var der tale om et debuterende band.

Vi bliver skudt i gang med den catchy ‘Fugitive Air’, hvor den indbydende analoge lyd, som gennemstrømmer hele albummet, byder os velkommen til gruppens smittende univers af 60’er-vibes og stærke melodier. Her synger mastermind Kevin Barnes med en lettere rå stemmeføring, der leder tankerne i retning mod Marc Bolan og Mick Jagger. Det er da også i høj grad den britiske rocktradition, man får konnotationer til, i mødet med Georgia-bandets friske take på glam og Stones-influerede dyder, evident på ‘Belle Glade Missionaries’ og ‘She Ain’t Speakin’ Now’.

Læs anmeldelse: Of Montreal ‘Paralytic Stalks’

Smukke korharmonier omslutter ‘Obsidian Currents’, ‘Sirens of Your Toxic Spirits’ og Amphibian Days’, hvor Barnes’ stemme står som et naturligt fikspunkt i bandets stærke udtryk og flair for vokale raffinementer. Instrumentalt viser Of Montreal sig også fra en afvekslende side, hvor fikse basfigurer, mandolin, phaser-moduleret elpiano og percussion iblander sig den fremherskende lydtekstur af fuzzede guitarer og hyppig brug af pedal steel.

På ‘Triumph of Disintegration’ demonstrerer Barnes og co. ligeledes deres tæft for iørefaldende arrangementer, idet nummeret skifter karakter midtvejs. Et eksempel på, at de ikke er blege for at udfordre de konventionelle rockrammer, som de henter inspiration fra.

Of Montreal opfinder ikke den dybe tallerken, men bygger derimod videre på nogle bundsolide dyder, og det med nogle særdeles veloplagte sange til følge.