Jenny Wilson – kastet for løverne
Hvor numrene på Jenny Wilsons nye album demonstrerer kraftudladninger af moslende livsvilje og brutal konfrontation mod politisk stagnation og ligegyldighed, blev det endnu mere tydeligt ved aftenens live-konstellation, at ’Demand the Impossible’ er et album, der skal danses til. Danses mærkeligt, skævt og viltert, så alle kroppens muskler sitrer dirrende.
Og så var det altså ret meget en downer, at de tilstedeværende koncertgængere var mageligt placeret på hvert sit sæde til CPH:DOX’s koncertafvikling. Det gabende tomme gulvareal mellem Jennys band og publikum i Østre Gasværks smukke, amfiteater-inspirerede rammer fikserede ens øjne som en stor lyserød elefant, og trak opmærksomheden fuldstændigt væk fra bandet. Og også Jenny selv, som gennem koncertens første fem numre kæmpede forvirret og distraheret med den overraskende store afstand til sit publikum, mens hun i sit kække ’gadedreng-møder-mimer-outfit’ – med kasket på sned, jakkesæt og hvide handsker – rejehoppede rundt og forsøgte at fremprovokere en løssluppen stemning, som aldrig rigtig indfandt sig.
Læs også: Jenny Wilson: Her er mine seks yndlingssangerinder
Først efter ’Mean Bone’s tunge tempo, hvor den svenske indiepop-dronning for alvor kommanderede folk ud på det mennesketomme trægulv – der mentalt var ved at vokse sig flere kvadratkilometer stort – bevægede de to første modige piger sig ned og lod sig rive med af stemningen til den groovy ’The Wooden Chair’. Men selv om flere mandagstrætte mennesker sluttede sig til pigerne, blev koncerten næsten endnu mere opbrudt herefter. For gulvet blev kun halvt fyldt op, og pludselig skulle Jenny og co. både forholde sig til det bænkede publikum langt oppe på podiets rækker og den dansende masse, som genert rykkede tættere og tættere på under numre som ’Restless Wind’ og en trippet version af ’Let My Shoes Lead Me Forward’.
Respekt til CPH:DOX for at eksperimentere med anderledes koncertoplevelser, for Østre Gasværks majestætiske rå murhvælvinger virkede umiddelbart som de ideelle omgivelser for Jennys oprørske gadedrengsattitude, men det var som om, at selv de ellers så højløftede rammer skærmede for en vildskab, der aldrig helt fik lov at vokse.
Dokumentarfilmfestivalens audiovisuelle show var heller ikke nær så fortryllende, som man kunne have forventet. Daniel Wirtbergs visuals virkede effektfuldt på ’Opposition’, hvor verden brændte sammen i et inferno af atombombesprængninger på lærredet bag Jenny, og det samme gjaldt for ’University of My Soul’, hvor billedfragmenter af overproduktion, dyremishandling og madfrås raserede skærmen. Men for det meste glimtede backdroppet blot skuffende i forskellige farver.
Læs også: »Vi er begge lidt skøre«: Interview med Jenny Wilson og Daniel Wirtberg
Jenny kæmpede både med en venue, som, til trods for sit upolerede udseende, var for pæn, og med publikums mandagsudmattelse. Og selv om hun afsluttede med ekstase-inviterende numre som den syrede ’The Soup’ og en næsten Safri Duo’sk karnevalsruskende version af ’Pass Me the Salt’, var hun magtesløst kastet for løverne denne aften.
Læs stort interview med Jenny Wilson i Soundvenue, der har svenskeren på forsiden.