Jenny Wilson

Jenny Wilson er ikke bange for at bevæge sig i lyriske krigszoner og sammenlignede sin rolle som mor med krig og slagmarker på ‘Hardships!’ fra 2009. Det parisiske studenteroprørs 1968-parole »be realistic, demand the impossible!« har været et personligt mantra for den svenske indiepop-sangerindes kamp mod den brystkræft, som invaderede hendes krop for tre år siden. Deraf albumtitlen på dette, hendes fjerde soloudslip.

Wilson er erklæret rask i dag, men med mentale såvel som fysiske skrammer og arvæv har den tidligere First Floor Power-sangerinde kastet sig ud i et viltert album, hvor hun med dans i alle lemmerne skyggebokser mod døden i kroppen og dysterheden i sindet.

Musikalsk og tekstmæssigt mosler albummet med mørket. »The bones in my body is an army of worry«, synger Wilson hen over slagtøjsspillet på ‘My History’, og med stramt intense rytmearrangementer og dramatiske synthspor fremstår albummet næsten som et slags eksorcismeprojekt, hvor Wilson forsøger at danse, tromme og svede sygdommen ud af kroppen.

Læs også: Jenny Wilson giver første koncert i to år i Danmark

På ‘University of My Soul’ udnævner hun med intens spoken word sig selv til oprørsk rebelpoet for dernæst at slå over i den næsten instrumentale ‘Autobiography’, hvor klaveret stormer og raser mere og mere ekstatisk hen over hidsige violiner, ruskende regn og Wilsons ellers umiskendeligt klare vokal, der er vocoder-fordrejet til en metallisk messende messias.

‘Demand the Impossible!’ er kraftfuldt, konfronterende og livsbekræftende og virker til at være født ud af erkendelsen af, at livet skal kæmpes for, erobres og altid forsvares til allersidste perlende blodsdråbe.

Læs stort interview med Jenny Wilson i det nye Soundvenue, der har svenskeren på forsiden.