Vieux Farka Toure – virtuositet som vanesag
Som søn af den maliske musiklegende Ali Farka Touré (der døde i 2006), kunne man tro, at den nu 32-årige Vieux for evigt er dømt til at stå i skyggen af sit berømte ophav. Men der er ikke meget Jacob Dylan, Julian Lennon eller Adam Cohen over Vieux Farka Touré, der er godt i færd med at etablere sig som et af verdensmusikgiganten Malis store, internationale eksportnavne helt i egen ret.
Familiedynastier har altid spillet en stor rolle i malisk musiktradition (Toumani Diabate kan efter sigende spore kora-spillende forfædre i 42 generationsled, og tidligere i år kom Bassekou Kouyate forbi Atlas med sit familieensemble bestående af to sønner, en nevø, en bror og sin kone), og derfor er det måske ikke mærkeligt i malisk sammenhæng, at den unge Touré naturligt kan gå ind og fylde pladsen ud efter sin far.
Vieux (’gammel’ på fransk) virkede ikke just som tynget af sin fars skygge fredag aften på et velbesøgt Atlas. Vi blev mestendels præsenteret for sange fra 2013-albummet ’Mon Pays’ og det i elektrisk forstærkede udgaver med Vieux’ egen leadguitar som virtuost og selvsikkert ledemotiv understøttet af bas og rytmeguitar samt tromme/percussion. Bandet leverede en tung, men smidig bund og fik især i koncertens anden halvdel, der var domineret af feststemte up-tempo-numre, de forreste rækker til at bryde ud i hidsig, henført dans.
Læs live-anmeldelse: Bassekou Kouyate & Ngoni Ba – en mester og hans lærlinge
Selv om Touré vred både simple og sirlige guitarlinjer ud af sin guitar og fik sit instrument til skiftevis at bjæffe, snurre, spinde og detonere som en bombe, savnede man lidt, at koncerten oftere bevægede sig ud over det strømlinede. Ikke sådan at forstå, at Touré og bandet ikke virkede tændte, men en del af de musikalske facetter og nuancer, der præger Tourés musik, når den er mest inciterende (såsom på samarbejdet med den israelske pianist Idan Raichel på den fremragende ’The Tel Aviv Session’ fra sidste år), manglede live, hvor Tourés svage punkt, hans noget ensformige vokal, desuden var eksponeret skærende højt i lydbilledet.
Det akustiske og intrikat sammenvævede var på Atlas erstattet af en mere ensrettet, men velsmurt og særdeles swingende omgang ørkenblues/rock, der dog ikke havde helt samme iboende nysgerrighed i sig som for eksempel aftenens opvarmningsnavn, det dansk-gambianske kora-tromme-mash-up mellem Dawda Jobarteh og Stefan Pasborg, der leverede et spændende bud på en perspektivrig fusion af musikkulturer.