Yo La Tengo – artpop og infernalske støjuddrivelser
Det virkede oplagt, at det var den sødmefulde lille ballade ’My Little Corner of the World’, som blev sidste nummer indierock-trioen fra New Jersey spillede under tirsdagens maratonkoncert. Under den over to en halv time lange seance gav Yo La Tengo nemlig et yderst fornemt indblik i deres helt personlige lille univers – et flertydigt musikalsk reservat, hvor stilfærdig og minimalistisk artpop-poesi møder infernalske støjuddrivelser. At dette møde fik lov at udspille sig foran en medbragt scenografi, der mest af alt mindede om kulisserne til en folkeskoleklasses opførelse af ’Dyrene i Hakkebakkeskoven’, gjorde ingenlunde koncerten mindre indtagende.
Ægteparret Ira Kaplan og Georgia Hubley samt deres tro musikalske væbner, den bamsede James McNew, havde lidt atypisk valgt at opdele koncerten i to halvdele med en dertil indlagt mindre pause. Således blev det først til et 50 minutters semi-unplugged set, mens der efter pausen blev skruet godt og grundigt op for de elektriske guitarer, hvor bandet fik frit afløb for deres støjrockede side.
Til at begynde med skulle trioen dog lige spille sig varme. Åbningsnummeret ’Ohm’, som i anden halvdel også blev leveret i en mere dreven og vitalt rocket udgave, vaklede en smule, og vokalharmonierne sad ikke helt i skabet. Den usikre start blev der dog hurtigt rådet bod på med swingende og veloplagte udgaver af blandt andet ’Two Trains’ og ’Periodically Double and Triple’. I sidstnævnte stoppede Kaplan pludselig op midtvejs for tørt humoristisk lige at informere salen om, at på trods af, at flere af sangene tager udgangspunkt i en førstepersonsfortæller, er det ikke ensbetydende med, at de er autobiografiske.
Læs anmeldelse: Yo La Tengo ‘Fade’
Andet sæt åbnede med ’Stupid Things’, som var en adstadig og smukt rullende feedback-snebold, mens ’Super Kiwi’ havde karakter af fortrinlig slasket smadderrock. Cirka midtvejs i det elektriske sæt fungerede den charmerende popduet ’If It’s True’ som et kærkomment frikvarter fra rabalderet, inden de tøjlesløse soniske ekskursioner atter indfandt sig i blandt andre ’Before We Run’, publikumsfavoritten ’Sugercube’ og ikke mindst i den 15 minutter lange afslutter ’Pass the Hatchet, I Think I’m Goodkind’, hvori støjen nærmest blev et mantra, som Kaplan tvang ud af sin guitar via diverse krumspring.
Under ekstranumrene ønskede trioen at hylde nyligt afdøde Lou Reed, og efter et par mislykkede forsøg lykkedes det endelig Kaplan at hitte ud af akkordrundgangen til Velvet Undergrounds ’I Heard Her Call My Name’, som blev efterfulgt af en funkflabet udgave af Rex Garvin & the Mighty Cravers’ ’Emulsified’, inden en omarrangeret vuggeviseudgave af bandets egen klassiker ’Autumn Sweater’ og førnævnte ’My Little Corner of the World’ – med en fløjtende roadie på gæstevisit – fornemt satte punktum for en overvejende god og tålmodighedskrævende aften i Yo La Tengos selskab.