INTERVIEW. Han har været en af rockens største stjerner i 20 år, men Beck er stadig lidt af et mysterium. Sådan lader han til at foretrække det. Den klejne amerikanske multimusiker med de knudrede tekster og retrospektive smag i frisurer har formået at holde sit privatliv privat.
Hvis man har indsigt i dele af hans intimsfære, er det enten – som når det handler om hjertekvaler – fordi han har sunget om dem, eller også – som når det kommer til hans involvering i Scientology – på et overfladisk niveau, hvor han giver indtryk af, at der ikke er de store sensationer at komme efter.
Derfor er det overraskende at høre ham åbne op om de godt seks år, han har holdt albumpause siden ‘Modern Guilt’. Han har holdt lav profil på grund af en alvorlig fysisk skade, som er blevet forværret gennem næsten ti år, og som de færreste udenforstående har kendt til.
»Det nåede til et punkt, hvor jeg knap kunne gå. Jeg var invalideret i mange år. Jeg forsøgte at turnere, men jeg var meget begrænset i min optræden. Jeg var i så meget smerte, at jeg ikke engang kunne synge med min fulde stemme«, siger han, da jeg fanger ham i telefonen fra hans residens i Los Angeles. »Jeg har ikke talt så meget om det, fordi jeg føler, at jeg er her for at lave musik. Ikke for at beklage mig«.
I 2005 skadede Beck en nerve på rygsøjlen, der efter at have gnavet i hans krop i seks måneder gav ham så mange smerter, at den bogstaveligt talt lagde ham ned. Efter nogen tid begyndte han at tvivle på, om han nogensinde ville kunne spille musik igen.
»Der var en fire-fem år, hvor min tilstand ikke blev bedre, så jeg begyndte at blive bekymret«, fortæller han.
Beck, den selverklærede space cowboy, er ellers kendt for sine live-optrædener, hvor han spiller med fuldvoksne hipster-dukker og går i spagat, så selv James Brown slår ud med hoften og hujer med fra graven. Men der er altså en god grund til, at han de senere år har skruet ned for energien i sine shows.
Selv om han har været svag, har den nu 43-årige amerikaner dog ikke været drænet for skaberkraft, og siden 2008 har han indspillet flere plader, der blot ikke er blevet udgivet. Blandt andet et helt album, der lød som »kinesiske violiner med 80’er-videospillemaskiner mikset med klassiske symfonier og et hornorkester med kontrabas og synthesizere fra 60’erne, der spillede rockabilly«, fortæller Beck og griner. »Jeg ved ikke, hvad det var for noget musik«.
Det finder vi andre nok heller ikke ud af, for den blev kasseret.
»Jeg bliver træt af at udgive plader, hvor folk er sådan, ‘whaaat, hvorfor?’ Og så fem-ti år senere kommer de og siger, at det var fedt«, siger han med sin dybe californiske dræven, der selv over en telefonlinje lyder helt velkendt.
»I sidste ende vil jeg bare gerne have en samtale med lytteren, med publikum«, siger han. »Jeg kan godt blive ved med at udgive abstrakte ting, der er meget intellektuelle, men det er nødt til at få dig til at føle noget«.
Det tomme rum i larmen
Så i stedet for endnu en uregerlig, burlesk popplade, er Becks 13. studiealbum, ‘Morning Phase’, en samling neddæmpede sange med strygersatser, sprøde akustiske klange og tempoet helt i bund. Her er korharmonier, der blafrer så ubesværet i vinden, at man skulle tro, de just var blevet sluppet fri efter et par årtier i skunken hos Simon & Garfunkel. Arrangementerne sidder så varmt som en ruskindsstøvle om Becks melankolsk brummende stemme, der absolut ikke lyder som om, den har været inhabil i flere år.
»Sangene havde en særlig stemning, og det var et musikalsk og følelsesmæssigt rum, jeg gerne ville udforske«, forklarer han om ‘Morning Phase’.
Før indspilningerne tog han til Nashville for at prøve nogle nye musikere af, men det endte med at lyde som alle de andre singer/songwritere fra byen, fortæller han. Så i stedet greb han fat i det samme hold musikere, der spillede på ‘Sea Change’, hans akustiske perle fra 2002. »Og så føltes det rigtigt«.
Beck er meget opmærksom på hvilken kontekst, han udgiver et nyt album i, og forsøger at lave musik, der stryger tidens tendenser mod hårene. Han har tidligere fortalt Pitchfork, at med ‘Midnite Vultures’ forsøgte han i 1999 at lave en plade, der lige akkurat passede i den snævre sprække mellem »nu-metal og dude-rock« på den ene side og boybands og Britney Spears på den anden.
Men i dag er der ikke ligefrem mangel på hverken indierockere eller følsomme mænd med guitarer. Så hvordan passer ‘Morning Phase’ ind i 2014?
»Den optager på en måde det negative rum«, siger han. »Der er så meget i forgrunden i amerikansk popmusik. Det er ustandseligt, det er kæmpestort. Indierock er fyldt med tusinder af bands, og alle laver plader. Så på en måde udfylder det her album det tomme rum. Det er frigjort fra alt det andet, der foregår nu. Jeg ved ikke, om det er det samme i Europa, men her i USA gør folks korte opmærksomhed, at sange er nødt til at være større, mere iørefaldende, mere ekstreme. Hvilket jeg synes er fint. Det kan jeg godt lide. Men for mig ville det være ligesom at have en samtale i midten af tusind skrigende mennesker, så jeg var nødt til at finde en plads, hvor jeg følte, at der ikke foregik lige så meget«.
Af en mand, der nyder stilheden, taler Beck ret meget. Over telefonen er der ofte fem sekunders pause, før han svarer, men når ordene først flyder, er det svært at bryde ind.
»Jeg ønskede at lave noget, der lever i moderne tider, der lever i 2014, men som vil være relevant i mange årtier. Jeg ønskede at ignorere stil og trends og havde bare lyst til at lave noget meget simpelt og direkte og personligt«.
Gennembrud ved et tilfælde
Beck Hansens liv er en alternativ udgave af Den Amerikanske Drøm. Han voksede op blandt koreanske og salvadoranske flygtninge i et underklassekvarter i Los Angeles og droppede ud af skolen, da han var 14-15 år. Efter junior high begyndte han at gå til hånde for hvem, der nu ville hyre ham, og med et falsk id fik han adgang til undervisningen på Los Angeles College, hvor han kunne stille noget af sin intellektuelle sult.
Selv om familien Hansen var fattig, blev Becks under sin opvækst støttet i sine kreative eksperimenter. Hans morfar, Al Hansen, var en del af kunstnerkollektivet Fluxus. Hans mor, Bibbe, var en af de såkaldte superstars i Andy Warhols Factory i New York i 60’erne.
Den musikalske bagage kom imidlertid fra faren David Campbells side. Han har arrangeret musik for kunstnere fra Marvin Gaye til Metallica samt lavet strygerarrangementer på flere af sin søns plader, inklusive ‘Morning Phase’. Farfaren var præst, og kirkemusik lærte tidligt Beck, at musik kan videregive nogle følelser, som ord ikke rækker til.
»Hvor popmusik handler mere om, hvor meget jeg elsker dig, så er der noget musik, der går ud over følelserne. Som bare handler om sjælen. Det kan jeg høre meget i gospelmusik«, siger han.
Uden for hjemmet opdagede Beck hiphop fra Grandmaster Flash og den sorte blues fra Lead Belly. Når han ikke skatede rundt i Los Angeles’ gader, eller breakdansede på byens fortove, sad han derhjemme og øvede sig i at efterligne Mississippi John Hurts guitarfingerspil. Da han begyndte at spille offentligt, var det som frontmand i forskellige punkbands og som gademusikant, hvor han improviserede tekster over plagierede bluesriffs.
Som 18-årig gjorde han så det eneste rigtige og tog bussen til New York med otte dollars på lommen og en guitar i hånden. I The Village blev han hurtigt en del af den antifolk-bevægelse, der spillede koncerter i byens parker, når etablerede spillesteder ikke ville have dem på plakaten.
»Missionen var at smadre alle klicheer og finde på nogle nye«, har han sagt til magasinet Guitar Player.
Halvandet år senere, træt af at leve på gaden, træt af at være kold og få bank hele tiden, vendte han hjem til L.A.. I sin hjemby forsøgte Beck at gøre opmærksom på sig selv ved at crashe barscener som pauseklovn mellem andre bands iført Star Wars-maske, afspærringstape og akustisk guitar.
Vendepunktet kom tilfældigt. I 1992 mødte han Tom Rothrock, en medstifter af det lokale Bong Load Records, og hiphop-produceren Karl Stephenson. De tres samarbejde begrænsede sig til ét nummer: Et støvet beat og et slideguitarloop, som Beck lagde et par vers af sin dorske hvidmandsrap over.
Det tog et helt år for Bong Load at udgive nummeret, som Beck selv syntes var middelmådigt. Men nærmest i samme øjeblik, det ramte gaden, begyndte lokale radiostationer at spille det på timebasis. Dernæst fulgte pladeselskaberne, heriblandt chefen for Geffen Records, David Geffen, som personligt ringede hjem til Beck for at sige, at det lød fedt.
Nummeret, der introducerede Beck til verden med åbningslinjen »In the time of chimpanzees I was a monkey«, var selvfølgelig ‘Loser’, som i dag står som en af indie-guldalderens største hymner, og som gjorde Beck til frontmand for det, journalister stadig ynder at kalde slacker-generationen.
»Slacker min røv«, sagde Beck få år senere til Rolling Stone. »Jeg arbejdede for fire dollars i timen for at prøve at overleve. Det der slacker-stuff er for folk, der har tid til at være deprimerede over alting«.
Slacker eller ej, Beck røg til tops på hitlisterne og i rotation på MTV, som han ellers kun havde haft begrænset kærlighed for, som udtrykt i singlen ‘MTV Makes Me Want to Smoke Crack’.
Bange for døgnfluedød
Hvis man lytter til det efterfølgende album ‘Mellow Gold’ i dag, står to ting klart – udover at det stadig lyder fremragende.
For det første, sammenlignet med bands som blandt andre The White Stripes, Flaming Lips, Bright Eyes og Radiohead, der også definerede lyden af 90’ernes alternative rock, er Beck ikke på samme måde blevet fulgt af kloner, der kopierer hans lyd. Dertil er hans skizofrene stilkollager måske for særegne. Beck lyder, hvor trivielt det end lyder, som ingen anden.
For det andet gav albummets blanding af hiphop, pop, soul, country, breakbreat, postrock, psychelica og blues et varsel om, hvad man kunne forvente sig af en karriere, der nu har strakt sig over 20 år. Der er ikke to Beck-album, der lyder ens, men man kan høre elementer af dem alle sammen i ‘Mellow Gold’. Fælles for hele hans værk er en rastløshed, evnen til at ryste hvilken som helst genre ud af ærmet – også hvis det kun er i 16 takter ad gangen – og et usvigeligt godt øre for melodier.
Hvordan reagerede den unge Beck så på den pludselige succes? Han gjorde som andre musikere med ægte originale ideer, som er bange for at dø som døgnfluer i musikindustriens grådige kværn. Han sørgede for at vise publikum, at hvis de skulle være fans, skulle det ikke kun være på grund af ‘Loser’. Så han spillede koncerter med lange passager af reggae og larmende jazz og ændrede teksten til ‘Loser’, så publikum i det mindste ikke kunne synge med.
Men folk hang ved, og snart kunne han tælle fans som Johnny Cash og Tom Petty, som begge har indspillet coverversioner af Beck-numre – henholdsvis ‘Rowboat’ og ‘Asshole’.
Da Beck skrev kontrakt med Geffen Records i 1993, sikrede han sig en aftale, der sikrede hans karriere mange år frem. Han vristede færre penge ud af selskabet, end han måske kunne have gjort, men til gengæld blev han garanteret kunstnerisk frihed og tilladelse til også at udgive plader på mindre, uafhængige selskaber, som han gjorde med ‘Stereopathetic Soulmanure’ på Flipside og ‘One Foot in the Grave’ på K Records. Og det viste sig hurtigt, at Beck havde bedre smag og sans for, hvor scenen bevægede sig hen, end Geffen måske havde.
Efter halvandet år i studiet præsenterede Beck i 1996 pladebosserne for ‘Odelay’. En plade han havde kreeret med producerduoen Dust Brothers, der var bredt anerkendte for deres arbejde på Beastie Boys’ mesterværk ‘Paul’s Boutique’. Og ‘Odelay’ lød som en blanding af den opbrækkede, sample-kastende hiphop fra netop den Beastie-plade og skramlet indierock som Pavement og Sonic Youth spredt over en sprød bund af folk og blues. Geffen advarede Beck mod at udgive pladen, men med over to millioner solgte eksemplarer alene i USA er det stadig hans suverænt bedst sælgende album.
Udvikling af geni
Historien er rig på kommercielle succeser, der drukner, rige og berømte og ubetydelige, i den lunkne fars, der udgør det meste af mainstream. Med sin familieopvækst har Beck været tilstrækkelig allergisk over for konventioner til, at det er sket for ham. Men selv ægte excentrikere ender ofte med at stå i stampe, jo længere deres karriere trækker ud.
»Det er noget, der altid har undret mig«, svarer Beck på spørgsmålet om, hvorfor så mange musikere brænder ud. I modsætning til udøvere af andre kunstarter, topper mange musikere på deres første, andet, tredje album. Det gjorde Beck ikke. Men den amerikanske sanger har også gjort sig mange tanker om, hvordan han undgår at gå i stå. Den største byrde for kreativ udvikling, siger han, er forventninger. Fra fans, kritikere og én selv.
»Musikere bliver kritiseret enormt meget. Der er en masse kritikere, der fortæller dem, at de ikke duer til noget. Det begrænser noget af deres ytringsfrihed at få den slags stemmer i hovedet«, siger han.
»Der er en enorm frygt for at lave en dårlig plade, hvilket er ærgerligt. Det gælder om at være standhaftig. Men folk er mere forsigtige nu end nogensinde. Du har ikke lov til at lave noget, der er spektakulært dårligt, og det er måske en skam, for på en måde er du nødt til at lave noget dårligt for at lære«.
‘Midnite Vultures’ fra 1999 var den plade, hvor han turde give sig selv frie tøjler, siger han. Dens blanding af svulstige hornsektioner, tacky tyggegummi-electro og silkeblød lagen-soul var for meget for mange kritikere – det er den med tekster som: »I’m mixing fitness with leather / Homework with Heather / Freaks flock together / And make all the lesbians scream«.
Selv synes Beck ikke, at det er hans bedste plade, men det har det vist sig med årene, at der er andre, der gør.
»Jeg kan ikke fortælle dig, hvor mange folk i deres 20’ere, der fortæller mig, hvor meget de elsker den plade, og som virkelig synes, at den er cool – og bedre end ‘Odelay’«, siger han.
»Dengang var jeg hård ved mig selv og tænkte, at jeg aldrig igen ville lave musik, der var så underlig«, siger han. »Og måske var den plade ikke fantastisk, men hvis jeg var fortsat i den stil og havde lavet to mere, så kunne der måske være kommet noget interessant ud af det«.
Med den filosofi er det passende, at den ene af Becks to mest anmelderroste plader, ‘Odelay’, samtidig er en af de skæveste af alle 90’ernes millionsællerter. Mere paradoksalt er det måske, at den anden kritikerfavorit, ‘Sea Change’ fra 2002, også er hans mest konventionelle.
Det kan skyldes, at ‘Sea Change’, en samling akustiske, intime sange om Becks brud med sin partner gennem ni år, er personlig på en måde, rockjournalister kan forstå. Men for Beck er et album, hvor han krænger sine følelser ud, ikke nødvendigvis mere personligt end et, hvor teksterne er fyldt med jokes og ironi og iklædt samples og støj.
»Jeg tror, at folk, der lytter meget til musik, for eksempel journalister, sætter mere pris på de akustiske plader, men alle pladerne er en del af noget større«, siger han. »De er alle sammen en del af mig«.
Rygskaden
‘Sea Change’ er ikke kun en milepæl i Becks karriere. Det er også pladen, der skiller den unge fra den voksne Beck. Siden det album har der været noget forceret ved hans forsøg på at kombinere fortidens uregerlige bastardpop og dens dunst af ungdommelig rodløshed og nymfomaniske undertoner med hvad, der i hans tekster og stemme lød som et stadigt mørkere udsyn.
‘Guero’ fra 2005 var en stedforvirret plade, hvor den eklektiske, funky lydside harmonerede underligt – men ikke nødvendigvis dårligt – med tekster, der var tættere pakket med dæmoner, slanger og regn end normalt. Det er også den sidste plade, Beck indspillede i rask tilstand.
‘Guero’ lyder næsten som en modreaktion på ‘Sea Change’. På førstesinglen og albumåbneren ‘E-Pro’ pumper et powerakkord-riff og et trommesample fra Beastie Boys’ ‘So What’cha Want’ fremad under et flabet nah-nah-omkvæd. Det er et ekstremt veloplagt nummer – og meget langt fra forgængeren.
I den tilhørende video hopper Beck rundt som en marionetdukke, mens han bliver jagtet af neonfarvede zombier. Han graver en hund op af jorden, stavrer af sted over himlen på stylter og får hovedet revet af og smidt i en vaskemaskine. I dag, efter at have hørt hans historie om optagelserne, gør videoen ondt at se på.
»Hvis du ser videoen, ligner det en computeranimation, men det er mig, der gør det hele. Når du ser ting bevæge sig rundt om mig, er det faktisk mig, der går på hovedet. Det var en ret voldelig video at lave, og jeg var ikke ordentlig forberedt«, siger han. »Det er noget, du normalt ville bruge et år på at træne til, men vi gjorde det hele på en dag. Det var meget uheldigt«.
Det var under disse optagelser, at Beck skadede sin rygsøjle og flere muskler. Seks måneder senere kunne han stort set ikke bevæge sig. De næste par år brugte han det meste af den smule energi, han havde, på sine to børn, som han har sammen med skuespilleren Marissa Ribisi. Becks mor var i øvrigt jordemoder, da Marissa og hendes tvillingebror, Giovanni, der også er skuespiller, blev født.
Da det gik op for ham, at han ikke kunne hellige sig sin egen musik i samme grad som tidligere, besluttede Beck sig for, i sine bedre perioder, at kanalisere sine kræfter ind i at producere og remixe for andre kunstnere.
»Det er interessant, hvad du kan komme op med, når du arbejder med svære begrænsninger. Du kan stadig finde på ting«, siger han. »I et stykke tid forsøgte jeg bare at hjælpe andre med at lave musik. Og det nød jeg virkelig«.
Blandt andet skrev og producerede Beck stort set hele Charlotte Gainsbourgs plade ‘IRM’ fra 2010. Det var et samarbejde, der styrkede ham.
»Jeg følte en form for slægtskab med Charlotte«, siger han. »Hun har også haft en intens fysisk skade (en hjerneblødning, red.), så jeg tror, vi har været igennem noget tilsvarende. Uden at tale om det, kunne vi relatere til hinanden, og jeg tror, det er derfor, pladen fungerer«.
Langsomt vendte kræfterne tilbage, men det meste af hans arbejde med sin egen musik de seneste fem år har han skrottet. Det er ikke før nu, han igen føler sig stærk nok.
»Nu er jeg i stand til at synge anderledes, og jeg kan spille mine instrumenter. Der er i det hele taget en masse ting, jeg er i stand til nu«, siger han og forudser, at han kommer til at udgive en plade om året de næste otte-ni år. Allerede senere i år er der endnu et album på vej, der er helt anderledes skåret end ‘Morning Phase’.
»Jeg forsøger også at lave numre til mine koncerter, så den her handler mere om frihed og energi og, du ved, om at danse. Den passer bedre til at blive spillet live«.
Først skal han dog have ‘Morning Phase’ fra brystet og ud i verden.
»Det føles enormt frigørende, siger Beck efter endnu en tavs pause. »Det er som om, jeg er i stand til at trække vejret igen«.