Highasakite

Norske Highasakite begår sig i et krydsfelt mellem storladne indie-tendenser og mere afdæmpede passager, en position hvori deres andet album både udstiller svaghed og styrke.

Trondheim-kvintetten åbner med den sfæriske og dragende ‘Lover, Where Do You Live’, hvis lydbillede er skarpt og køligt som en isgrotte. Highasakite skrider dog på isen i de opulente ’Iran’ og ‘Since Last Wednesday’, hvor himmelstræbende ‘åh-åh-kor’ og buldrende trommer efterlader et irriterende indtryk. Her bliver der sprunget over, hvor gærdet er lavest, med en formel, som efterhånden har overskredet sidste anvendelsesdato i indie-land.

Der er langt mere originalitet hos gruppen, når deres hang til det episke (som tydeligvis er bandets comfort zone) tøjles i den underspillede ’My Only Crime’, det tilbageholdte drama i ’Hiroshima’ og ’The Man on the Ferry’, hvor rumklangs-skurrende guitarer og autoharp fører an mod de stormfulde højder.

Læs anmeldelse: Highasakite ‘All That Floats Will Rain’

Et signifikant aktiv hos Highasakite er desuden Ingrid Helene Håviks indsmigrende vokal, hvis luftighed og fraseringer kommer til sin ret på den shuffle-vuggende ‘Leaving No Traces’, den afdæmpede ’Science & Blood Tests’ og ‘Darth Vader’, der har et nærmest stamme-rituelt præg, og hvor Håviks måde at udtale ’Star Wars’-antagonisten på er ret charmerende.

Highasakite har i overvejende grad tungen på vægtskolen i den positive retning, og hvis de lige får luget ud i de lidt for nemme ‘epic-indie’-løsninger, er der lagt i ovnen til fuld forløsning af potentialet. Materialet, sangerinden, ideerne og formatet besidder de.