John Grant – bevinget balanceakt

John Grant er en af de mest forunderlige succeshistorier på tidens musikscene. Forleden var han nomineret til en Brit Award som ’Best international male solo artist’ i selskab med Eminem, Justin Timberlake, Drake og Bruno Mars! Som 45-årig har den skæggede brumbasse fra Denver opnået den anerkendelse og bevågenhed han tragtede efter som ung, aspirerende musiker i bandet The Czars i 90’erne – og det med en udstråling, der kombinerer det dybt sardoniske og inderligt sympatiske.

Man blev præsenteret for begge sider af manden og musikeren på Voxhall, hvor et talstærkt publikum bar Grant på hænder og fødder allerede længe før han og vi kunne skimte målstregen for den syv kvarter lange koncert.

Til forskel fra den lettere skizofrene og delvist uforløste koncert på sommerens Roskilde Festival formåede Grant at holde publikum i en konstruktiv skruetvinge med sin skiftevis brølstærke og bløde baryton,  hvis giftige guirlander af ord drypper som honning af en særlig harsk beskaffenhed.

Læs anmeldelse: John Grant på Roskilde Festival

Udfordringen for Grant er at kombinere de væsensforskellige udtryk, der karakteriserer hans to solosucceser, den svulmende folkrock på 2011’s ’Queen of Denmark’ og den synthbårne electropop på sidste års ’Pale Green Ghosts’. Det lykkedes ikke til fulde at forene de to sider på Roskilde, hvor resultatet var mere mudret end skarpt, men på Voxhall sad den næsten lige i skabet.

Læs anmeldelse: John Grant ‘Pale Green Ghosts’

Virkede Grant en kende nervøs indledningsvist, fandt han hurtigt ro, rytme og overbevisning – godt hjulpet på vej af et meget medlevende publikum, der dog samtidig havde pli til at tie stille, når det bekom sig. Man kan fortsat indvende, at det virker en kende fjollet eller formålsløst, at den islandsk rekrutterede bassist og guitarist står arbejdsløse i to-tredjedele af koncerten, men omvendt vidner det om, at Grant ved hvad han vil have, og doserer sine virkemidler derefter.

Vi fik således både markant tungere og mere kantede versioner af de allermest elektronisk bårne skæringer fra ’Pale Green Ghosts’ i forhold til Roskilde-koncerten: Titelnummeret nærmest huggede sig frem som en harniskklædt ridder ved slaget om Armageddon og ’Black Belt’ fulgte i samme fodspor: Den Beck-anno-’Midnite Vultures’-agtige disco fra albumversionen var her erstattet med en skærende, grynet, men også hamrende effektiv salve af beats.

Læs interview: John Grant: »Der er ikke noget at skamme sig over«

Andetsteds bød koncerten på patos-med-indlejret-ironi i form af de formfuldendte publikumsfavoritter ’Where the Dreams Go to Die’ og ’Marz’ og en yderst velsiddende ’It Doesn’t Matter To Him’ med fin backingvokal af keyboardspilleren, så man næsten ikke savnede Sinead O’Connors krystalrislende toner. Det gjorde man til gengæld i en musikalsk stivbenet version af ’Why Don’t You Love Me Any More’, hvor Grants begrænsninger som vokalist for et kort øjeblik var tydelige. Hans stemme er ikke det mest fleksible fraseringsværktøj i verden, derfor kan man sagtens fornemme, når den bevæger sig uden for sin komfortzone.

Koncerten var dog mestendels en forløsning for Grant, der afleverede en triumferende ’GMF’, en meget indfølt, lavmælt ’Glacier’ (hvis omkvæd også i denne aftens udgave kandiderer til 2013’s mest rørende af slagsen) og et sprødt-lækkert (semi-akustisk) genhør med den gamle Czars-basker ’Paint the Moon’.

Læs også: John Grant: Her er soundtracket til mit liv

’Queen of Denmark’ blev – naturligvis – indledt med en morsom monolog (for den slags mestrer Grant også til syrlig perfektion) og effektfuld rensende støj i broerne mellem vers og omkvæd. Her bidrog hele bandet tilmed.

Grant selv er dog stjernen, der skinner over det hele, og hans cool, drillende, dybtfølte og dårende empatiske udstråling bringer ham samtidig i komplet øjenhøjde med det publikum, der ser desto mere op til ham, fordi han er såre menneskelig – både i rollen som bramfri joker og indfølt trubadur.