EMA

EMA er bedst når hun er sart, hjertegribende, intens og lidt skræmmende.
EMA

EMA åbner sit første album siden 2011-gennembruddet ’Past Life, Martyred Saints’ med en sværm af distortion, håndklap, trommeloops, hvislende violiner og et ildevarslende klaver på nummeret ’Satellites’: En lykkelig kollision af disparate dele, der orkestreres i en sugende, urovækkende spændingskurve.

Erika M. Anderson får samme dynamiske friktion ud af ’Cthulu’, der lyder præcis så besat som titlen (en guddommelig figur fra H.P. Lovecrafts okkulte gyserforfatterskab) antyder. I omkvædet maner hun sin indre PJ Harvey frem, mens en tordenstorm af lyde pisker intensitetsniveauet op.

’So Blonde’ bryder med stilen: Her forfalder Anderson til en lettere malplaceret pastiche på Courtney Love (bare titlen!), i en grunget sang om en piges fascination af en tatoveret fyr – uden at man sporer bare en flig af ironisk distance.

Læs også: Video: EMA støjer igennem i dyster fremtid

En omgang akustisk grunge-light serveres på den udmærkede ’When She Comes’ med en tiltalende basgang og lette orgelanstrøg som motor, men som også falder lidt ved siden af Andersons mere konfronterende, syntetiske indslag. Den efterfølgende ’100 Years’ er som EMA, når hun er bedst: Sart, hjertegribende, intens og lidt skræmmende. Allerbedst, hvilket vil sige næsten på højde med forgængerens mesterlige klimaks ’California’, er ’3Jane’, en både øm, kantet og melodisk prægnant sang, hvor Anderson demonstrerer sin stemmes mere sarte register.

Albummet er for ujævnt til for alvor at sende lytteren permanent i kanvassen, men der er adskillige velanbragte knytnæveslag undervejs, før der helt bogstaveligt brager fyrværkeri løs på det pudseløjerlige slutnummer ’Dead Celebrity’, en sejlende skæv hymne af en slags.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
EMA. 'The Future's Void'. Album. City Slang/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af