Lee Ranaldo – veloplagt guitarlegende fik støvet til at lette
Der var et overvejende modent publikum til aftenens koncert med den tidligere Sonic Youth-guitarist Lee Ranaldo, og mens scenen blev gjort klar, faldt jeg i snak med en kvinde i efterlønsalderen, som havde indfundet sig i selskab med sin mand og voksne søn.
En sådan betragtning er nu også ganske sigende for Ranaldos oeuvre som soloartist. Modsat Sonic Youths avantgardistiske og støjende udskejelser, leverer det 58-årige sympatiske guitarikon fra Long Island mere klassisk rock i arven efter særligt Neil Young, og appellerer således til folk, som muligvis vil rynke på næsen af Sonic Youths excesser. En coverversion af netop Neil Young indgik da også helt naturligt i sættet.
Bevares, Ranaldos fortid fornægtede sig skam ikke, og i både ‘Key/Hole’ og ‘Hammer Blows’ dyrkede Ranaldo elskovsakt med sin guitar med violinbue, ligesom finalenummeret ‘Blackt Out’ fik hvad den kunne trække af ekspressiv strengeleg, og var det tætteste, vi kom på en reminiscens af Sonic Youth. Hvor Ranaldo dér typisk anvendte skruetrækker og trommestik til at fremmane alternative lyde af sin Jazzmaster, kørte han i aftes sin iPhone op og ned ad strengene. Man er vel fulgt med fremskridtet!
Der var i øvrigt lokalt islæt i bandet. Ranaldos gamle væbner fra Sonic Youth, trommeslager Steve Shelley, var desværre blevet syg og havde forladt den igangværende turné. I stedet var Tomas Ortved fra Sort Sol trådt til som afløser og han leverede en hæderlig indsats bag tønderne. Det gav også et dejligt nærværende flow i koncerten, hvor Lee flere gange måtte indikere temposkift og breaks til Ortved i form af nik og fagter.
Læs anmeldelse: Lee Ranaldo ‘Last Night on Earth’
Ranaldo har tæft for at skrive catchy sange, og både ‘Off the Wall’ og afslutningen i ‘Ambulancer’ understregede dette format. Han var også i veloplagt humør og fortalte flere anekdoter om tilblivelsen af numrene. Det var i det hele taget en fornøjelse at opleve et erfarent band, der ved nøjagtigt, hvordan et sæt skrues sammen. Når man følte at der gik lidt tomgang i den med lettere forglemmelige sager som ‘Last Night on Earth’ og ‘The Rising Tide’, satte de fire musikere i gang med vitale numre som ‘Angles’ og ‘Waiting on a Dream’, som nød godt af live-leveringen.
Mod slutningen kastede jeg et hurtigt blik udover forsamlingen, og fik øje på kvinden fra før. Hun vuggede frem og tilbage med smil på læben. Det samme gjorde både et forelsket ungt par og et par langhårede fyre. Opslugt af den veloplagte guitarrock.