Chromeo

Canadiske Chromeo er efter en længere albumpause tilbage med endnu en dosis af deres glidecreme-glatte, ultrafunky yacht-disco. Og før som nu er makkerparret Dave 1 og P-Thugg afgjort bedst, når tempoet er aerobics-pumpende højt, beatsene spændstige som Charlotte Bircows baller, og det hele bare blæser derudaf som smurt i babyolie.

Præcis det gear er heldigvis også altdominerende på albummets fire første numre, hvor Dave Macklovitchs litterære professorbaggrund tillige føjer underholdende dimensioner til lavpandet, lyrisk lummerhed, kulminerende i den kække ‘Sexy Socialite’, hvor en ukrediteret kvindelig rapper giver ham kompetent modspil med et flow a la Robyn anno ‘Konichiwa Bitches’.

Solange gæster ‘Lost On the Way Home’, hvis svalende, dæmpede tempo og velkendte Jan Hammer-agtige trommer sammen med den tilsvarende ‘Old 45’s’ senere på skiven byder på helt fin afveksling til de rapfodede og -kæftede disco-udskejelser.

Læs også: Chromeo kommer til Roskilde Festival

Håndværket er generelt virkelig ulasteligt, og Chromeo falder kun for alvor igennem, når de på den kvalme og klæge ‘Hard to Say No’ og ‘Ezra’s Interlude’, med Vampire Weekend-frontmanden Ezra Koenig på vokal, forsigtigt forsøger sig med ærlighed og følelser. Her bliver det for alvor tydeligt, at Chromeos overfladiske, men velgjorte bollefunk and beyond kun reelt duer til at bevæge de nedre regioner i alle akser, og at duoen ender med at fremstå som bundutroværdige, flødefloskel-ørlende kussetyve, når de vover sig ud i andet.

Som helhed er det dog småpletter, der fint opvejes af esser som den talkbox-ornamenterede lukker ‘Fall Back 2U’, der burde kunne gøre genremakkerne i Daft Punk grønne af misundelse.