tUnE-yArDs
Merrill Garbus’ stemme er lidt som en dør, hvis hængsler sidder løse. Hver gang, man åbner og lukker den, siger den sære lyde. Og selv om den kan smøres, så den lyder, nå ja, velsmurt, så skriger, skratter og hviner den snart igen.
På ’Nikki Nack’ er stemmen lige så anarkistisk et redskab som altid, hvorimod lydene omkring den (og dem er der altid et virvar af på et Tune-Yards-album), er en kende mere homogene. Albummet er mere optaget af at kommunikere end af at afprøve ideer bare for at nedbryde grænser. Set i det lys er det et slags popalbum.
Som regel finder Garbus ind til en kerne i sine nye sange. Nogle gange tager det en del aflytninger at finde den, men når man først har lokaliseret den, er der ikke nødvendigvis en verden til forskel mellem hende og Nelly Furtado- eller Gwen Stefani-hits fra midt i 00’erne.
’Hey Life’ har for eksempel et hitegnet omkvæd med stor popappel (når M.I.A. kunne hitte med ’Paper Planes’, hvorfor så ikke?). Sagen er bare den, at Garbus i versene syrer ud i de mest filtrede fraseringer, der skiftevis henter inspiration fra freeform jazz, hiphop, Nina Simones torch songs eller en omgang verdensmusikfusion.
Tendensen er spredt ud over hele albummet: Garbus speeder sin vokal op og ned ad de mest umulige skalaer. Effekten befinder sig på en hårfin grænse mellem det irriterende og inspirerede, men på sange som ’Find a New Way’, ’Sink-O’ og ’Manchild’ tilfører hendes vokale amokløb sangene en kant, der konstant udfordrer den relativt ligefremme popmelodik.
Læs anmeldelse: tUnE-yArDs ‘Whokill’
Garbus har lig Arcade Fire også fundet inspiration i haitiansk musik, hvilket blandt andet kommer til kende på den veloplagte førstesingle ’Water Fountain’, hvor den dejligt rå, synkoperede rytmik forankres af en vuggende bas, der også er et gennemgående fikspunkt på det meste af albummet.
Det er en klar styrke ved ’Nikki Nack’, at det er poppet uden at sætte hverken bid eller punch over styr af den grund. Garbus er dog bedst, når hun tramper fremad frem for at stirre bagud. Når hun sætter tempoet ned og benytter en mere patineret røst i sine sange, bliver indtrykket forholdsvis blegt. Hun er bedre som festabe og skør kugle end som reflekteret singer/songwriter.
Man savner de helt eksplosive hooks som forgængeren ’Whokill’s ’Powa’, ’Bizness’ og ’Gangsta’ i denne mere hi-fi-polerede aftapning. Man tiltror dog Garbus evnerne og overblikket til at ramme jackpot i næste forsøg.