Fucked Up
Fucked Ups brave forsøg på at følge op på deres mastodontiske konceptalbum ‘David Comes to Life’ er her endelig, omend fodaftrykket denne gang kun er halvt så langt.
Man føler sig hurtigt hjemme i albummets velkendte, ultramelodiøse tilgang til hardcorepunken, som – fraregnet Damian Abrahams primalbrølende, men paradoksalt intellektuelle, lyriske bidrag – placerer bandet nær helt andre genrenaboer, navnligt The Who og Foo Fighters. Og prominente gæster oplyser guitarorkanen: Gord Downie fra The Tragically Hip fører an på ‘The Art of Patrons’ – albummets absolutte højdepunkt sammen med singlen ‘Sun Glass’ – mens J. Mascis knirker vemodigt med på refrænet til ‘Led By Hand’.
Albummet holdes kun nede af få fodfejl. En er, at tre småforkølede numre i et samlet bundt på kun ti i alt psykologisk virker mere irriterende end de tvivlsomme momenter på ‘David Comes to Life’, som druknede i de fist-pumpende triumfer, der heldigvis også dominerer ‘Glass Boys’.
Den anden er Jonah Falcos tvivlsomme påfund om at multitracke trommerne. Han spiller stort set fire spor oveni hinanden – to langsomme, to hurtige – albummet igennem. Det er på papiret en interessant idé, som også i praksis lykkes, når to rytmer konvergerer som brusende bølger i et oprørt hav.
Men ofte går der bare Klampenborg Galopbane i skidtet, og fejltrinnet tydeliggøres, når det ‘rigtige’ album holdes op mod den ‘langsomme’ version, som følger med, hvis man investerer i limited-udgaven af ‘Glass Boys’. Befriet for halvdelen af trommesporene er resultatet et album, der virkelig lader lytteren dvæle ved den monumentale, kinesiske mur af guitarer og suge Abrahams dybsindige lyrik ind.