White Lung

Vancouver-punkgruppen er siden 2012-udspillet ‘Sorry’ blevet reduceret til en trio, da bassist Grady Mackintosh valgte at kvitte bandet, og under undfangelsen af deres tredje album er det således eneste hane i den canadiske hønsegård, guitaristen Kenneth William, som har indspillet bassporene i studiet.

Det er dog ikke en såret trebenet hund, som møder lytteren. Faktisk lyder White Lung umiddelbart nøjagtig lige så angrebslystne og fandenivoldske som tidligere. Til gengæld er det så som så med de gode sange denne gang, og variation skal man også lede længe efter.

Albummets ti skæringer, der i bedste punkånd kun lige tangerer 20 minutters-mærket sammenlagt, buldrer nemlig stort set alle derudaf i samme hektiske rille med den frådende furie Mish Ways snerrende og martrede vokaludgydelser i forgrunden.

Musikalsk sender trioen ens tanker tilbage til dengang, hvor fyrige riot grrrl-grupper som Babes in Toyland, Bikini Kill og Sleater-Kinney tændte en tiltrængt ild under den mandsdominerede rockscene, ligesom Ways forkærlighed for den unge Courtney Loves meritter med Hole er svær at overhøre.

Men modsat ovennævnte stildannende orkestre formår White Lung kun sjældent at servere melodier, som sætter sig fast. Faktisk er det kun ‘Just For You’ og ‘Lucky One’, som tager tilløb til det, hvilket altså ikke helt er godt nok. Den fede lyd har de på plads, men de skal altså diske op med et stærkere melodimateriale og variere udtrykket, hvis de for alvor skal indfri potentialet.