Deerhunter – småkejtet og knuselskelig krukke
På nummeret ’T.H.M.’ sang Bradford Cox: »Hey you loose and you win some«. Deerhunters første besøg på Roskilde blev et temmelig aparte ét af slagsen, men som koncerten skred frem vandt Atlanta-kvintetten heldigvis mere, end de tabte.
Bandet var ankommet sent til festivalen, så kort før showtime stod de og baksede med en hurtig lydprøve. Så forlod de scenen for straks at vende tilbage. Et småakavet optrin.
Men i gang kom de da. Der blev åbnet lidt famlende med først den korte intro ’Cover Me (Slowly)’, der flød over i ’Agoraphobia’. Siden fulgte et par nye numre, som umiddelbart heller ikke gjorde det helt store væsen af sig. Først med på den smukt skramlede ’Desire Lines’, hvor guitaristen Lockett Pundt overtog vokalarbejdet, fandt femkløveret for alvor formen, men så var de også klar til at servere lidt alternativ rockmagi.
Det fik vi til overflod på den motorikbeat-pulserende krautrock-basker ’Octet’ og på en herlig hektisk ’Nothing Ever Happened’, hvor frontmanden på sidstnævnte smed en fornemt flosset guitarsolo af sted. Ligeledes var det en stor fornøjelse at lægge ører til den smukke ballade ’Helicopter’, som adstadigt foldede sig ud og lettede med destination mod de højere luftlag.
Undervejs fik vi også lov at opleve den ranglede gøgler Bradford Cox på slap line. Han underholdt for eksempel med en skæv historie om sin 4. juli-fejring i selskab med hele sin pukkelryggede familie, og efterfølgende fik han også sendt en hilsen til Christiania.
Men da han afslutningsvis under støjkakofonien i ’Monomania’ prøvede at lokke en kvindelig scenevagt til at overtage hans feedbackhvinende guitar, så fik han et forbud fra en anden sikkerhedsvagt højere i hierakiet. Sikke en lyseslukker! Cox kvitterede med at sætte sig surmulende på scenekanten som et lille barn, der var blevet irettesat. Så forlod han scenen uden at ytre et ord, som den kejtede og knuselskelige krukke han nu engang er.
Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.