Emilie Nicolas – et studie i beherskelse
At fravælge en performance-æstetik er også et valg, og det valg syntes den 25-årige nordmand at have taget. Nok var Emilie Nicolas iklædt en glamourøs, fjerklædt jakke, men der var ingen dikkedarer i optrædenen.
Hvad Nicolas udeladte i showmanship opvejede hun for i nærvær, og på ’Melancholia’ blandedes pulserende house-synths og strejf af jazzet vibrafon til et medrivende, men underspillet udtryk. Derefter viste Nicolas tænder på ’Fail’, der blev ført frem af den tunge, bugtende synthbas og sangerindens kølige levering af linjerne »Don’t call me lazy / I go down on him daily«.
På coveret af landsmændene DumDum Boys’ ’Pstereo’ blev studieversionens trommemaskiner mestendels erstattet af analoge trommer – et forståeligt valg til en festivalkoncert, men det bevirkede, at sangen mistede lidt af sin subtile sødme. Omvendt var ’Nobody Knows’ luftige synths og falsetvokal tæt på at flyde ud i æteren, men blev delvist reddet af trommeslagerens flerlagrede, synkoperede spil.
Sidste nummer, ’Grown Up’, fremviste for alvor Nicolas’ beherskelse: Tracket udfoldede sig med knirkende og hvislende percussion og sangerindens sarte stemme, der voksede sig større mod det fuldt fortjente klimaks.
Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.