Jenny Lewis

Både som soloartist og forhenværende forsanger i Rilo Kiley har Jenny Lewis bevist, at hun er en sangskriver, der mestrer melodiøse opdateringer af country, powerpop og soul såvel som fascinerende fortællinger om samfundets fredløse og udskud. På sit tredje soloalbum trækker hun lytteren tættere på med tekster, der indimellem vægter de intime bekendelsers følelsesmæssige gennemslagskraft højere end fortællingens struktur og personkarakteristik.

Uden særligt mange detaljer præsenterer ’Slippery Slopes’ et pragmatisk, humoristisk syn på sidespring med linjer som »and I’ll be in liberty / if she eats after me«, mens Lewis italesætter det biologiske urs nagende tikken på ’Just One of the Guys’.

Læs også: Top Track: Jenny Lewis ‘Just One of the Guys’

Sammenlignet med forgængeren ’Acid Tongue’ er ’The Voyager’s produktion mere poleret, hvilket resulterer i både træffere og forbiere. Den glitrende cembalo og de opløftende korvokaler gør deres til, at ’Just One of the Guys’ lyder som en skikkelig stikpille snarere end en forudsigelig svada, mens tårevædede strygere og en snert marimba omgiver den centrale akustiske guitar på titelnummeret, der nærmest fungerer som et succesfuldt Hollywood-remake af ’Acid Tongue’s titelnummer.

Mere rocket muskulatur finder man på ’Aloha & the Three Johns’, der inkluderer både surfguitar og bølgeskvulp uden at det bliver for kitschet, og ’Love U Forever’, hvis optimistiske poprock kunne fungere som soundtrack til en kystlinje-roadtrip med kalechen nede.

Som helhed lider albummet desværre en smule under den tæmmede produktion, der giver plads til masser af soltørrede, Fleetwood Mac-inspirerede guitarer og blide vokalharmonier, men omgår mere rå, skæve instrumentale indfald, der måske kunne have gjort albummet endnu mere vedkommende.