Mø – i armene på publikum

Arena så frygtindgydende stor ud, da Karen Marie Ørsteds spinkle skikkelse indtog scenen. Efter de første solide linjer af ’Maiden’ stod det dog klart, at det ikke var Mø, der burde frygte den overvældende scene, men scenen der burde frygte Mø.

Hendes sikre og trænede vokal fyldte hele teltet og holdt overbevisende det eminente liveband, de hårde, ildevarslende trommer, stærke blæsere og den heftige bas i skak. Besynderligt blev det først, da det Diplo-ficerede nummer ’XXX 88’ fik besøg af producer-dj’en himself, der viftede med en fane, fik en krammer og dernæst akavet og antiklimatisk luntede væk.

Det ene øjeblik lå Mø på sine grædende knæ af inderlighed til debutalbummet ’No Mythologies to Follow’s mange kærlighedshistorier, og det næste styrtede hun højenergisk, headbangende rundt til de velkendte, stærke tracks, vi har sunget med på siden ’Pilgim’ og ’Glass’ skabte røre på nettet. Når Mø er i fuld kontrol, har hun hele publikum i sin hule hånd. Desværre mistede hun stedvist kontrollen over den store scene og koncentrede sig i stedet om at kramme og crowdsurfe gennem de forreste rækker, der blev hendes konstant tilbagevendende safety zone.

Under festens grand finale kom der endelig gang i det søndagslade publikum med ’Glass’ og til slut en konfettifyldt dansefest til ’Don’t Wanna Dance’. Dog pressede hun også her tredje og fjerde omgang crowdsurfing ind, hvor hun i stedet burde have domineret scenen, som hun nu engang gør så frygtindgydende godt.

Læs også: Publikums reaktioner fra Mø-koncerten

Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.