Shabazz Palaces

Strukturerne i Shabazz Palaces’ musik har altid været løse, men på duoens andet album er de decideret opløste. Man flyder gennem albummet uden at kunne få greb om noget, som en astronaut der svæver væk fra sit rumskib.

Efter tre ret konventionelt strukturerede numre overgiver albummet sig til sine indskydelser. Ingen af de næste fem sange er over to minutter, og ingen dvæler særlig længe ved deres tema: ’Solemn Swears’ er en samling naivistiske punchlines (»I’m coming up like Donald Duck / I scream and yell like Samuel L«), ’Harem Aria’ tager Ishmael Butlers cirkulære staccato-flow til nye ekstremer, og ’Noetic Noiromantics’ er en stille ballade, hvor Butlers stemme for første gang ikke manipuleres eller forvrænges. Derpå følger ’The Ballad of Lt. Maj. Winnings’, hvor Butler udbryder »this is all a dance show – dance sucka«.

Det er som om, de første tre numre indhyller lytteren i en falsk sikkerhed, hvorefter albummet hopper ud fra en klippe, og man ikke har andet valg end at holde fast. Og sådan fortsætter det, indtil man når albummets kaotiske hjerte ’#Cake’.

Nummeret går fra at være en (ironisk?, postironisk?) meditation over ordet ’cake’ (som i Rihannas ’Cake’), til en rytmisk opremsning af byer og ord (»Violence! B-More! «) over mareridtsmørke synths. Shout-outs til forskellige byer er en klassisk hiphop-trope, men her bliver den nærmest til en prædiken eller et oprørsråb. Og det er måske den mest træffende beskrivelse af Shabazz Palaces’ album: Ting, man troede man kendte, bliver til noget helt andet, mens man lytter.