Bill Callahan – tålmodigt tilvejebragte teksturer
Siden Bill Callahan droppede sit Smog-alias har han bevæget sig længere og længere ind ad sin sangskrivnings snørklede stier – eller måske rettere – ned ad dens bugtede flodløb (jævnfør titlen på sidste års fremragende ’Dream River’).
Hans minimalisme har fået et meditativt, nærmest holistisk skær, hvor naturens konkrete cyklus af fødsel og forfald tilfører hans sange en metaforisk rigdom af faste motiver (ørne, heste, floder og så videre), der knopskyder sig på tværs af de foreløbig fire udgivelser i eget navn. I naturen hersker der både ro og kaos, og Callahans solomateriale forsøger at tage brydegreb med begge poler, og gør det som regel fortrinligt.
Alle aftenens 11 sange var hentet fra de seneste tre soloalbum (2007’s ’Woke On A Whaleheart’ blev forbigået), så gamle Smog-fans måtte gå skuffede hjem. Omvendt var det klare fokus på de tematisk og musikalsk sammenflettede soloalbum med til at give koncerten en fornemmelse for retning og egenart, der klædte Callahan – hvis fysiske fremtoning mindede om David Bowie, da denne turnerede som satinklædt levemand med afbleget hår (og tænder) og let forskudt sideskilning.
Hvis fremtoningen var ulastelig (jakkesæt i sandfarver) og smilet uudgrundeligt, var sangene udfoldede, meddigtende versioner af albumversionerne, kraftigt farvet af sologuitarist Matt Kinseys indsats (som udfoldet på især ’Dream River’) og trommeslager Adam Jones’ både forsigtige og særdeles livagtige percussion. Jones spillede på et interimistisk trommesæt, hvor han store dele af koncerten brugte sine håndflader (selv når han spillede hi-hat), men ellers fandt et par slæbende whiskers frem, når det bekom sangene.
Versionerne af ’Small Plane’, ’Ride My Arrow’ og ’The Sing’ fra ’Dream River’ lagde sig ganske tæt op ad studieindspilningerne, mens ’Jim Cain’ og ’Too Many Birds’ fra 2009’s ’Sometimes I Wish We Were An Eagle’ ikke faldt helt så heldigt ud ved at indoptage ’Dream River’-lydpaletten. Her blev Kinseys guitarlinjer en kende anmassende.
Callahan og band var dog helt på toppen på de bredt udfoldede versioner af numrene fra 2011’s ’Apocalypse’, der i den grad levede op til albumtitlen i deres liveinkarnationer. ’One Fine Morning’ var majestætisk mørk i al sin teksturfylde, hvor udkrængningen af lyde fra Callahans og Kinseys guitarer var som to digte om verdens undergang, der stridende fandt en fælles form i flugten. Som brændende hvidt papir, der langsomt krymper sig sammen til en sort bunke aske. Den fremragende ’Drover’ var ligeledes knugende intens, og det var i det hele taget sigende, at Callahans ellers stramt kontrollerede ansigtsmimik på disse to numre antog væsentlig flere dimensioner end i resten af koncerten: Fra det lidelsesfulde over det opstemte til det selvforglemmende (og –udslettende).
11 sange på næsten 90 minutter vidner om en koncert, hvor sangene fik lov til at ånde og hvor instrumenternes snørklede, men intuitive sammenspil skabte en snurrig, beåndet ramme for Callahans dybe baryton. Derfor var det ærgerligt, at koncerten sluttede i et vaskeægte antiklimaks, da Callahan forlod scenen uden at give det ekstranummer eller to, der lå i luften.
Uagtet denne lidt ærgerlige konklusion understregede Callahan sit format med en koncentreret og antikonform optræden, der på ingen måde søgte at lefle eller gå på kompromis med den valgte form og de virkemidler, som live vekslede mellem det inderligt inspirerede og det momentant tålmodighedstestende.