Bill Callahan

»I used to be sort of blind / now I can sort of see«, halvt brummer, halvt synger Bill Callahan på ‘Rococo Zephyr’. Manden, der tidligere brillerede med lo-fi-udgivelser af høj klasse under pseudonymet Smog, har aldrig været den gladeste fætter i flokken, men nu er sortsynet tilsyneladende – delvist – blevet afløst af klarsynet.

Åbningsnummeret ‘Jim Cain’ leder med sit smagfulde strygerarrangement og Callahans stoisk-melodiske stemmeføring blidt lytteren ind i albummet. ‘Sometimes…’ er ikke noget decideret udstyrsstykke, men den skrabede lo-fi-kvalitet fra fortiden er der ikke mange rester af. Strygerne spiller en fremtrædende rolle på et album, der fint balancerer kontrasten mellem det luftige og eftertænksomme.

Hører man til dem, der har værdsat Bill Callahan for hans slægtskab med alvorstunge mørkemænd som Johnny Cash og Will Oldham, er der ingen grund til fortvivlelse. Der er stadig en imponerende tyngde i Callahans malmfulde og indtrængende vokal og i albummets musikalske udtryk, der kunne virke trægt og slæbende, hvis det ikke var for amerikanerens begavede tekster og veludviklede sans for variation. Det gælder ikke mindst på ‘Too Many Birds’, der folder sig smukt ud i sit helt eget tempo, og hvor Callahan nærmest vender vrangen ud på sig selv med linjen »If you could only stop your heartbeat for one heartbeat«.

Det er et fremragende album, Callahan har lavet. De sporadiske lysglimt for enden af tunnelen gør ‘Sometimes…’ elegant, dybt, let og tungsindigt på én og samme tid.