Ariana Grande

Ariana Grandes andet album kickstarter i en brusende blød intro, hvor flerstemmige dubleringer af hendes mildest talt imponerende Mariah Carey’ske fraseringer overmander lytteren. »Just me and you, I promise you«, bekender den amerikanske popstjerne med sin blide stemme.

Det lover godt, men den ambitiøse intro står i skarp kontrast til mange af sangene på den tidligere Nickelodeon-stjernes samlede indsats. Albummet lyder desværre overvejende uddateret: Titelnummeret kunne have været en demo, Christina Arguilera indspillede ved årtusindeskiftet, og den ’Mo Money, Mo Problems’-samplende ’Break Your Heart Right Back’ har noget umiskendeligt J.Lo over sig, mens ’Hands on Me’ kanaliserer tidlig Destiny’s Child girlgroup-r’n’b.

Tidslydbilledet skyldes måske, at Grande har fået rigelig hjælp fra netop millenium-superpopproduceren Max Martin, der blandt andet formede Britney Spears til en international stjerne med numre som ’…Baby One More Time’.

’My Evertyhing’ byder også på nutidigt maksimalistiske festpop-bangers som den saxofon-loopende hitforløber ’Problems’, der får et tiltrængt skud bad girl-attitude fra Iggy Azalea, og den EDM-hysteriske ’Break Free’, som overhovedet ikke formår at hage sig fast i hukommelsen efter endt afspilning.

Selvfølgelig er der også bedre stunder: De sagte, minimalistiske marchtrommer på ’Why Try’ giver Grande den plads, hun behøver for at demonstrere sit eget unikke divapotentiale, og til trods for sin Eurovision-sound fungerer eksplosionspoppen på ’One Last Time’ også.

Men som helhed fremstår ’My Everything’ desværre mest som en demonstration af Ariana Grandes evner som popsanger-imitator i værste American Idol-stil.

Læs også: Chris Pratt er vært på sæsonens første Saturday Night Live – Ariana Grande leverer musik