One-Eyed Mule

Man kan efterhånden godt unde de danske alt.country-romantikere i One-Eyed Mule ikke at skulle genopfinde den dybe tallerken. På fire album henover dobbelt så mange år har de efterhånden bevist et værd, der burde kunne nå langt ud over landegrænserne. Og med deres femte album er det da også som om, at det americana-elskende æsel frihjuler den lidt.

Albummet ligner nemlig et status quo, der snarere tager de kvaliteter, som gjorde gruppens to foregående album så satans lytteværdige, og filer lidt videre på dem. Samtidig er det som om, at One-Eyed Mules album bliver kortere og kortere. Med kun ni numre og en spilletid, der kun lige akkurat maver sig over en time, er der ikke plads til mange fejltrin på albummet. Det er der heldigvis heller ikke, så resultatet er stadig bundsolidt.

Generelt skinner gruppen her mest i de stilfærdige stunder, som den eftertænksomt dvælende åbner ‘My Future Looks Bright’, den herligt naive, nærmest oliekridt-fedtede og børnede ‘Crow Little Rooster’ og lukkeren, den blånede vuggevise ‘Suburban Blues’, som faktisk også byder på albummets største nyskabelse, nemlig at forsanger Rasmus Dall for en stund overlader mikrofonen til et af de andre bandmedlemmer. Det kunne han med fordel gøre mere i.

Forudsigeligheden er med andre ord halet lidt ind på One-Eyed Mule, som kunne gøre klogt i at ruske tingene lidt mere op til næste omgang af deres ellers vanligt velgjorte americana.

Læs anmeldelse: One-Eyed Mule ‘When Tomorrow Comes’