The Kooks

Briternes fjerde album fremstår som et skoleeksempel på, hvorfor det er pragtfuldt at have en rød tråd.
The Kooks

The Kooks udgav deres debutplade samme dag, som Arctic Monkeys udgav deres. Dengang druknede Brighton-bandet næsten i landsmændenes succes, og de har siden kæmpet med at finde egne ben med deres friske britrock. På deres fjerde album vover kvartetten for alvor skindet for at skille sig ud, og arbejder videre på de eksperimenter, de påbegyndte på forrige plade.

Men eksperimenterne har en pris. For selv om The Kooks formår at slippe ud af deres fastlåste skygge, fremstår dette som et album, hvor jagten på den perfekt poppede rocksang er ude af kontrol. Allerede på åbneren ’Around Town’ er vi langt fra kendt grund, når et storslået kor og en markant calypso-intro baner vejen for at nummer, der skruer helt op for brugen af fingerknips, klap og lyriske floskler.

Derfra går det over stok i sten i det musikalske landskab. Singlen ’Down’ er næsten mere r’n’b end rock, mens synthesizeren dominerer på de electrotunge ’Westside’ og ’Are We Electric’. Anderledes stille går det for sig på klaverballaden ’See Me Now’ og det akustiske bossanovanummer ’Dreams’. Kun sange som ’Forgive and Forget’ og ’It Was London’ minder en om, at man ikke lytter til en playliste på shuffle med sanger Luke Pritchards sideprojekter.

Det endelige resultat er uoverskueligt. For pladens enkelte numre kan være nok så gode, men når de rodet sættes sammen med andre uden sans for sammenhæng, ender albummet med at fremstå som et skoleeksempel på, hvorfor det er pragtfuldt at have en rød tråd igennem et album. Og hvorfor det er meget forvirrende ikke at have det.

Læs anmeldelse: The Kooks ‘Junk of the Heart’

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
The Kooks. 'Listen'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af